65-årig nordjyde tiltalt for grov, international hvidvask

Politiet mener, at en 65-årig mand fra Hjørring har medvirket til hvidvask af mere end 160.000 kroner over en årrække.

Det er en noget usædvanlig sag om hvidvask af penge på internationalt plan, når en 65-årig mand fra Hjørring efter planen tager plads på anklagebænken i retten onsdag og torsdag.

Politiet mener, at manden i flere end 50 tilfælde har været involveret i hvidvask af penge i en sag med forgreninger til mange forskellige lande.

Beløbsmæssigt mener politiet, at den 65-årige mand har medvirket til hvidvask af mere end 160.000 kroner over en årrække fra 2018 til og midt i 2021.

I de fleste tilfælde er der tale om, at manden har modtaget mindre beløb på sin konto. Pengene skal han så efterfølgende have videreført til andre konti for på den måde at bidrage til at skjule, hvor pengene kom fra.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Retsmødet for denne sag er fastsat til 23. og 24. november ved Retten i Hjørring.

Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Hvidvask af særlig grov karakter

De mere end 50 pengeoverførsler er ifølge anklagerne komme fra afsendere i blandt andet Belgien, Italien, Holland, Norge og Tyskland.

Manden er på det grundlag tiltalt for hvidvask af særlig grov karakter efter straffelovens paragraf 290 a, stk. 2.

Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den 65-årige mand forholder sig til anklagerne, eller hvad hans forklaring eventuelt er på de mange internationale pengeoverførsler, som tilsyneladende har været forbi hans bankkonto.


Seneste nyt

fra Nordjylland