Aalborg-studerende hjælper nogle af verdens fattigste mennesker

Hjælp til bedre skraldesortering og personlig økonomistyring skal forbedre livet i Brasilia.

I 2018 lukkede Latinamerikas største åbne losseplads, der lå i udkanten af Brasiliens hovedstad, Brasilia. Og det var en katastrofe for de næsten 1.000 børn og voksne, som overlevede ved at finde mad og ting i andre folks skrald.

- Da man lukkede den, tog man livsgrundlaget fra dem, fortæller Jens Myrup Pedersen, der er professor på Aalborg Universitet.

Sammen med en flok studerende er han taget til Brasilien for at lære mere om, "hvordan vi kan forbedre deres liv".

- Det er blevet mere besværligt for dem at tjene penge på at sælge skrald.

Mange af skralderne har nemlig levet hele deres liv på den gamle losseplads. Flere af dem er født der, og majoriteten har ingen uddannelse.

Skrald
Foto: Aalborg Universitet

quote Det er så dejligt at komme ud i verden igen efter corona

Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed

Samtidig er det en mere moderne verden, skralderne skal forholde sig til, forklarer professoren. Førhen skulle de skrabe sig til føden, og nu skal de forholde sig til et månedsbudget, en uddannelse, sundhed og sygdomme.

- Mange kan ikke læse og skrive, fortæller Jens Myrup Pedersen, og derfor er der også fokus på at uddanne dem.

- Vi har lavet en app, der med udgangspunkt i skraldernes situation kan hjælpe dem med for eksempel økonomistyring.

I app'en vil der også være gode råd om sundhed, matematikundervisning og sygdomsforebyggelse. 

app-billede
Foto: Aalborg Universitet

Passer perfekt

Projektet er et samarbejde mellem de studerende fra Aalborg Universitet og studerende fra universitetet i Brasilia, der har lokalkendskab. 

- Det giver super god mening, når man arbejder med rigtige problemstillinger til projekterne, i stedet for bare at finde noget tilfældigt, siger én af de studerende fra Aalborg Universitet. 

Et at projekterne handler om en mobilapplikation 'Educado' udviklet af Aalborg Universitet. Igennem appen kan skralderne og indsamlerne uddanne sig igennem videoer, da mange ikke kan læse. 

- Vi har også fokus på at forbedre arbejdsgangen, sorteringen af skrald og dermed i sidste ende indtjeningen, fortæller Jens Myrup Pedersen. 

For skralderne tjener penge på at sælge sorteret skrald videre, hvor pap især er indtjenende samt hård plastic. Lige nu er der problemer med blød plastic. Det kan nemlig ikke forarbejdes. For at få indblik i de brasilianske forhold, var de studerende på besøg på en skraldestation forleden:

Appen er en del af flere projekter, hvor hovedfokuset er bæredygtighed og problemløsning, fortæller Jens Myrup Pedersen.

- Vi er jo et missionsdrevet universitet, så det passer perfekt. Og det er jo et relevant problem, som findes over hele verden.

Gør indtryk

De studerende kommer fra uddannelserne cybersikkerhed og computer science.

- Det er så fedt for de studerende, at de kan gøre en ægte forskel, og at projektet ikke bare havner på en hylde - eller harddisk - og samler støv. Det er superfedt, slutter professor Jens Myrup Pedersen.

- Det gør det meget mere virkelighedsnært og meget mere motiverende at løse en virkeligt problem for skralderne, fortæller én af de studerende fra Aalborg. 

Samarbejdet med brasilianerne har gjort indtryk på flere af de studerende: 

- Det er en kæmpe øjenåbner at se, hvor slemt det står til i et land så langt fra Danmark. Det er en stor kulturel oplevelse af have mulighed for at lave et projekt som dette. Man står blandt andet til ansvar for sit projekt, men også for noget virkeligt frem for bare at finde et tilfældigt projekt på google, hvor man skal til en eksamen og bestå. Men faktisk at kunne gøre en forskel.



Seneste nyt

fra Nordjylland