Alexander blev Årets Nordjyde: Snart kaster han al sin tid på sit projekt
At blive Årets Nordjyde har givet Alexander Møller Nielsen tro på, at hans velgørende projekt kan blive endnu større.
Hvem skal være Årets Nordjyde 2022 - nominer din kandidat nu!
Der er gået lige over otte måneder siden den store aften. Siden den 7. oktober 2021 hvor Alexander Møller Nielsen på Vendsyssel Teater, foran sin familie og de mange tusind nordjyder, der havde tændt deres TV, blev kåret som Årets Nordjyde.
Den unge mand fra Elling var nomineret til den fornemme pris for sit arbejde med, under coronapandemien, at samle ind til Børnecancerfonden. Og det hårde arbejde havde i den grad båret frugt. Over 200.000 kroner havde Alexander fået rejst til Børnecancerfonden og den indsats blev belønnet, da nordjyderne via SMS udpegede ham som vinder af titlen som Årets Nordjyde.
For Alexander er den store aften nu kommet på afstand, men både statuette og beviset på hans nominering har ærespladser på værelset i Elling.
- Og så fik jeg også stålet lidt guldstøv med hjem, fortæller Alexander Møller Nielsen grinende og viser et stykke af den konfetti, han blev badet i på Vendsyssel Teater, frem.
- Det var meget overvældende at få prisen. Jeg kan ikke rigtig huske så meget af aftenen. Jeg var overdrevet nervøs, fortæller Alexander nu - otte måneder efter den store aften.
- Alt det jeg har lavet, det har jeg siddet herhjemme bag min computer og gjort - eller jeg har haft nogle folk ude og løbe og så har vi sendt nogle penge til Børnecancerfonden. Og vi har jo kørt det hele i den her corona-periode, så man har ikke haft den samme kontkat til folk og man har ikke været ude blandt folk som man ellers kunne have været. Så det var på den måde også et kæmpe skulderklap at få, at så mange mennesker stemte på mig, fortæller Alexander.
Vi gør det igen
Til oktober er det igen tid til at kåre Årets Nordjyde, så selvom ingen kan tage titlen fra Alexander, skal han have selskab af endnu en inspirerende nordjyde, der gør noget godt for andre.
Fra i dag, 12. juni, og de næste to måneder, kan alle nominere nordjyder, som de mener, fortjner en hyldest. Det kan du gøre lige her: På tv2nord.dk/åretsnordjyde. Her kan du også se hele det store show fra sidste år hvor Alexander altså løb med sejren.
I år flytter festen fra Hjørring til Frederikshavn og vi fordobler antallet af værter på showet så Morten Pedholt nu får selskab af Caroline Monin, der er journalist og vært på TV2 Nord. Og så er der også en ny dommertrio ombord i projektet:
Lasse Heidelbach
Stifter af patientforeningen "Organdonation -ja tak"
Christinna Pedersen
Tidligere professionel badmintonspiller
Peter Møller Madsen
Festivalleder, Nibe Festival
Vil se hvor projektet kan føre hen
Alexander havde, da han blev kåret som Årets Nordjyde, samlet 200.000 kroner ind til Børnecancerfonden. Det beløb er siden vokset til 250.000 og titlen som Årets Nordjyde har været en stor motivation til at fortsæte arbejdet.
- Vi har været igang med at forsøge at opbygge et nyt projekt, hvor vi gerne vil inddrage mange flere folk, i det her med at arrangere motionsløb for Børnecancerfonden. Hvor vi vil forsøge at hjælpe andre mennesker, som ikke er vant til at arbejde med det, til at komme i gang med det, forklarer Alexander Møller Nielsen
Det arbejde forsøger han at passe ind i en hverdag, der også byder på skolegang, lektier og fritidsarbejde i Netto. Og selvom sofaen kan se indbydende ud, trækker den ikke i ham. Han vil ikke stoppe sit arbejde, selvom det havde været det letteste at gøre.
- Jeg havde da fået betydeligt flere timer, hvor jeg kunne holde fri og ligge og se Netflix, men det er jo ikke det jeg vil. Jeg brænder jo for det her, forklarer Alexander som, når han er blevet student, vil tage et sabbat-år eller to og se hvor projektet kan føre ham hen.
- Lige nu handler det jo også om at balancere skole, arbejde og det her ved siden af. Men hvis jeg kan bruge fuld tid på at lave det, så er det jo helt andre milepæle vi kan nå, slutter Alexander.
Hvem skal være Årets Nordjyde 2022 - nominer din kandidat nu!