Nordjyske børnebøger om regnbuefamilier dyster med om fornem pris
Børnebøgerne blev onsdag luftet i en børnehave, hvor børnene fik historier om regnbuefamilier og LGBT+-emner.
Tre studerende har sammen lavet en række børnebøger, der skal hjælpe børn og deres familier til at snakke om regnbuefamilier.
For børn i dag er det ikke helt ualmindeligt, at det ikke hedder far og mor, men måske i stedet mor og mor eller far og far.
På landsplan er der 5.430 samkønspar, som enten lever som registrerede partnere eller er gift, og der er kommet flere og flere af dem de sidste år.
Antallet af regnbuefamilier er nemlig stigende, og det har fået tre nordjyske studerende til at lave undervisningsmateriale, der kan hjælpe med at komme stigmatisering til livs.
- Der bliver oplevet stigende stigmatisering, og vi ønsker at stoppe den her stigmatisering og give børnene et billede af, at mangfoldighed er okay. Den her holdning til mangfoldighed skal laves allerede fra barns ben, nemlig at det er en naturlig del af samfundet med regnbuefamilier, siger Camilla Rølborg Thomasberg, der er en af initiativtagerne bag det nye undervisningsmateriale.
Kvalificeret til DM
Tre lærer- og sygeplejestuderende fra Hjørring er gået sammen om at udarbejde bøger, samtalekort og plakater til undervisning i skoler og børnehaver. Målet er at udbrede kendskabet til regnbuefamilier og derigennem nedbryde de fordomme, som børn i familier med to mødre eller to fædre kan opleve.
- Vi skal skabe noget forståelse for hinanden, og det er vigtigt at gøre børnene opmærksomme på, at det ikke er alle, der har far og en mor derhjemme, siger Sara Møller Kirkegaard, der også er en af initiativtagerne til undervisningsmaterialet i regnbuefamilier og LGBT+.
Idéen med at undervise børnene i regnbuefamilier har faktisk vist sig at være så god, at de tre studerendes undervisningsmateriale har kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. De studerende går ydmygt ind til mesterskabet og håber mest af alt, at de kan få bredt deres budskab.
- Vores drøm er, at det bliver udbredt til børnehaver og folkeskoler, og vi kan være med til at bryde stigmatisering, siger Camilla Rølborg Thomasberg.