”Er Der Nogen?” er tilbage – mere modige end nogensinde før

I syv sæsoner har makkerparret Mikkel Egelund og Nicolai Sund besøgt hjemsøgte og uhyggelige steder for at undersøge, om der er nogen. Nu er de tilbage.

Mange vil nok skælve lidt ved tanken om at være alene i bælgravende mørke på et sted, der skulle være hjemsøgt. Men Mikkel Egelund og Nicolai Sund har glædet sig til at tage hul på ottende sæson af ”Er Der Nogen?”.

- Det har været skidesjovt at komme i gang igen. Det er blevet en del af vores DNA, og vi har et helt særligt fællesskab med vores seere, siger Mikkel Egelund.

STREAM ALLE SÆSONER AF ”ER DER NOGEN?” HER

I sæson otte er der både nye steder og gamle kendinge med – som for eksempel Voergaard Slot, hvor godsejer Ingeborg Skeel stadig spøger. Det får Mikkel og Nicolai et godt bevis på. Se mere i videoen her:

Går længere end før

Når man i årevis har udsat sig selv for uhyggelige ting som for eksempel at blive låst nede i en hjemsøgt kælder, bliver man hærdet. Alligevel er der masser af chok og kuldegysninger i sæson otte.

- Vi er blevet mere modige og bedre til at blive i det og ikke stikke af, når det spidser til og bliver rigtig uhyggeligt, siger Mikkel Egelund.

Mikkel Egelund og Nicolai Sund har kendt hinanden, siden de var 12 år gamle.
Mikkel Egelund og Nicolai Sund har kendt hinanden, siden de var 12 år gamle.
Foto: Tommy Hald

I sæson otte går værterne også længere end før, når det handler om at sætte en skræk i livet på hinanden.

- Jeg afprøver noget, der er rigtig langt ude imod Nicolai. Havde han gjort det mod mig, var jeg nok blevet sur, siger Mikkel Egelund uden at ville afsløre, hvad det er, han gør ved Nicolai.

Mere end bare spøgelsesjagt

Gennem årene er antallet af fans, der trofast følger Mikkel Egelund og Nicolai Sund, vokset støt. Der er poppet Facebook-grupper op, hvor fans skriver om ”Er Der Nogen?” og aftaler at mødes til spøgelsesjagt.

- Det er helt vildt skønt at have det her community. Jeg bliver så glad, når jeg hører, at folk mødes til spøgelsesjagt. Jeg har hørt, at folk er blevet både venner og kærester på grund af programmet, og det er skidefedt, siger Mikkel Egelund.

quote Jeg har hørt, at folk er blevet både venner og kærester på grund af programmet, og det er skidefedt.

Mikkel Egelund

Ligesom fansene følger med i ”Er Der Nogen?”, har Mikkel og Nicolai også lært nogle af deres fans at kende.

- Der er for eksempel en fyr, der hedder Nicklas, som har fulgt med helt siden starten. Ham har vi været med til konfirmation hos, og vi har set ham gå fra barn til ung voksen, siger Mikkel Egelund.

”Er Der Nogen?” på både TV og podcast

I 2019 blev ”Er Der Nogen?”-universet udvidet med en podcast, hvor Mikkel Egelund og Nicolai Sund dykker ned i grusomme og skrækindjagende historier.

Lyt til "Er der Nogen?" podcast her:

- Her kan vi plapre løs i mere frie rammer, og det gør også, at communitiet omkring ”Er Der Nogen?” vokser sig større. Det er dejligt at fodre fællesskabet med indhold både på TV og podcast, siger Mikkel Egelund.

Opfordrer folk til at tage på spøgelsesjagt

En ting er at sidde derhjemme som seer eller lytter og opleve spøgelsesjagten og fortællingerne gennem Mikkel og Nicolai. Noget andet er at prøve det på egen krop.

Derfor opfordrer Mikkel Egelund og Nicolai Sund folk til selv at tage på spøgelsesjagt - hvis de tør.

- I programmet får man en fornemmelse af hvordan, det er at være der. Men der er stor forskel på at stå i et hjemsøgt hus og sidde derhjemme med popcorn og lune tæpper og opleve det gennem en TV-skærm, siger Mikkel Egelund.

Se første afsnit af sæson otte her - og stream meget mere "Er Der Nogen" lige her.


Seneste nyt

fra Nordjylland