Kendt sang rørte Peter og Elsebeth: Musikalsk kram kom helt fra USA

På grund af coronarestriktioner har Peter Vinde og Elsebeth Bandholm stadig ikke holdt deres seneste barnebarn fra USA i armene. Derfor mente datteren Christina, at de fortjente et musikalsk kram.

Der gik ikke mange sekunder af sangen "Lyse nætter" af Alberte Winding, før Elsebeth Bandholm måtte tørre de første tårer væk.

- Det er hendes og Christinas sang, forklarede Peter Vinde, der holdt sin arm omkring ægtefællen under hele sangen.

Christina er parrets datter. Hun bor til daglig i USA på den amerikanske vestkyst i staten Washington med sin mand og parrets to børn. Det sidste skud på stammen kom til verden i november og på grund af corona har pensionistparret fra Løgstør ikke set familien "over there".

Derfor havde Christina Bandholm Vinde indstillet sin mor og far til et musikalsk kram.

Sidst familien var samlet var 29. marts sidste år. Og selvom Skype kan meget, så håber familien Bandholm Vinde på, at de snart kan ses fysisk.

Indtil da var det musikalske kram fra sanger Mai Skytte og guitarist Lasse Sandkamm en kærkommen lejlighed for Peter Vinde og Elsebeth Bandholm til at mindes og glæde sig til, at de måske snart kan synge "Lyse nætter" med deres datter og børnebørn igen.

Se parrets reaktioner i videoen, da de blev overrasket:



Seneste nyt

fra Nordjylland