Online-sælgeren fra helvede: Køberne så aldrig noget til parfume eller Harry Potter-bøger
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Salgslisten omfattede blandt andet Dior-parfume, Harry Potter-bøger, airpods og Intel-processorer.
Der er al mulig grund til at se sig for og tænke sig om, når man handler online. Det viser en sag mod en 24-årig mand fra Aalborg, som har snydt op mod 50 intetanende kunder i onlinehandler.
De mange handler gav online-sælgeren fra helvede omkring 37.000 kroner i kassen.
Køberne så til gengæld aldrig noget til hverken airpods, Intel-processorer og anden elektronisk isenkram, som de troede, de havde købt og betalt for.
Den 24-årige sendte nemlig aldrig noget til køberne.
Parfume og Potter
Salgslisten omfattede i øvrigt også Dior-parfume og i en helt anden boldgade: Harry Potter-bøger. Så den 24-årige har haft god gang i annonceringen.
I forbindelse med retssagen har han i øvrigt tænkt sig at lægge kortene på bordet og få vasket tavlen ren.
Det fremgår nemlig af sagens oplysninger, at der er lagt op til, at den kan køre som en ren tilståelsessag.
Overførte næsten 200.000 til sig selv
Anklageskriftet, som omfatter mere end 50 kriminelle forhold, rummer i øvrigt andet end fusk med onlinehandel.
Den 24-årige har således overført næsten 200.000 kroner fra en andens konto til sig selv ved brug af NemID.
I et tilfælde overførte han 125.000 kroner og i et andet tilfældet var beløbet på omkring 70.000 kroner.
Et andet punkt på anklageskriftet handler om, at den 24-årige har købt en iPhone ved brug af en andens NemID.
Prisen tyder i øvrigt på, at den 24-årige tilsyneladende ikke selv skulle nyde noget af at købe brugt online, men købte en ny til 8.817 kroner – desværre for en andens penge.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til 9. Marts ved Retten i Aalborg.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.