Sag om drabsforsøg ved kirke: Tre unge tiltalt for grov vold
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det var på parkeringspladsen her ved Abildgård Kirke, drabsforsøget skete.
Tre mænd skal fredag for retten, sigtet for grov vold. Hovedgerningsmanden blev anholdt i Libanon og er ikke på anklagebænken i denne omgang.
Sagen handler egentlig om forsøg på manddrab, men for tre yngre mænd, som efter planen møder i Retten i Hjørring fredag, begrænser anklagerne sig til vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, samt medvirken til det.
Den mand, som politiet anser for at være hovedmanden, stak nemlig af til Libanon og kommer først for retten senere, tiltalt for drabsforsøg.
Det voldelige og blodige overfald fandt sted natten til 2. marts i år på en parkeringsplads ved Abildgård Kirke i Frederikshavn. Offeret var en 25-årig mand, og de tre mænd, som nu skal have deres sag afgjort, er yngre mænd på henholdsvis 22, 24 og 25 år.
Slog med en hammer
Ifølge anklageskriftet i sagen gik den 22-årige særdeles hårdt til værks over for det 25-årige offer.
Han er tiltalt for at have slået offeret i hovedet flere gange – formentlig med en hammer. Den 24-årige tiltalte bidrog ifølge politiet ved at give offeret flere knytnæveslag i ansigtet. Om det var det ene eller det, der er årsagen, vides ikke, men den 25-årige mand brækkede blandt andet kæben under overfaldet.
Den 25-årige, som sidder på anklagebænken, deltog ifølge anklageskriftet ikke direkte i volden, men er tiltalt for medvirken ved at lade det foregå. Han er desuden tiltalt for at være manden, der kørte flugtbilen efter det voldelige overfald.
Anholdt i Libanon
Som nævnt er det en helt anden end de tre yngre mænd, som politiet anser for at være hovedansvarlig for, at overfaldet var tæt på at ende som drab.
Det drejer sig om en 35-årig mand, som politiet mener stak offeret i lysken under overfaldet med det resultat, at den 25-årige mistede store mængder blod, før han kom under livreddende behandling.
Den 35-årige mand gik under jorden efter overfaldet og var eftersøgt herhjemme såvel som internationalt, før han i september blev fundet og anholdt i Libanon.
De danske myndigheder afventer fortsat, at den 35-årige kan udleveres til Danmark, og det er derfor uvist, hvornår han bliver stillet for retten.
Men når det sker, vil han med stor sandsynlighed blive tiltalt for forsøg på manddrab. Det fremgår også af anklageskriftet mod de tre yngre mænd, som ventes at få afgjort deres medvirken midt i november.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til fredag 4. november ved Retten i Hjørring.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.