Tre mænd i retten for narkosalg - taget med piller og kontanter

Piller, kokain, skunk og hash. En stor del af repertoiret inden for euforiserende stoffer er i spil, når tre mænd er på anklagebænken onsdag.

Tre yngre aalborgensiske mænd på 22, 23 og 25 år er tiltalt efter straffelovens hårde narkoparagraf, når de efter planen møder i Retten i Aalborg onsdag.

Det er de hovedsageligt på grund af et enkelt større forhold i anklageskriftet.

De tre blev taget af politiet 20. august 2020 ved 22-tiden om aftenen på en adresse i Aalborg. Ifølge anklageskriftet blev de her fundet i besiddelse af intet mindre end 1830 piller af mærket Tramadol, der er et stærkt smertestillende præparat af opioid-typen. 

De tre mænd blev ifølge anklageskriftet ligeledes fundet i besiddelse af næsten 1,1 kilo hash, en mindre mænd skunk og godt 32 gram kokain.

Kontanter beslaglagt ved anholdelsen

De tre er desuden tiltalt for i tiden op til anholdelsen af have solgt narko for minimum 9.300 kroner, som de lå inde med i kontanter ved anholdelsen. 

Pengene blev beslaglagt, og anklageren går efter at få både kontanter og narko konfiskeret i forbindelse med retssagen. 

Det fremgår ikke på forhånd, hvad trioen siger til narkoanklagerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland