Ansat står frem: Bosted belønnede god opførsel med hash

Hvis en domsanbragt mand, der boede på et bosted i Vesthimmerlands Kommune, opførte sig ordentligt, blev han om fredagens belønnet med penge til hash. Efterfølgende kørte ansatte - i deres egne biler - med manden for at købe hash.

Det er en tilsynsrapport fra bostedet Katholt i Østerbølle lidt uden for Aalestrup, der afslører at bostedet gav den mandlige beboer penge til hash, hvis han opførte sig pænt.

I rapporten står der beskrevet, hvordan bostedet brugte konsekvenspædagogik, som pædagogisk metode, og her var penge til at købe hash for en af måderne, som den pædagogiske metode blev anvendt på.

I følge tilsynsrapporten kørte den domsanbragte mand selv 100 kilometer på sin scooter efter hash, men TV2 Nord kan afsløre, at det ikke var tilfældet. Det var nemlig de ansatte på bostedet, som i deres privatbiler skulle køre manden til Viborg efter rusmidler.

På bosted Katholt belønnes en beboer med penge til hash, hvis han har opført sig pænt.
På bosted Katholt belønnes en beboer med penge til hash, hvis han har opført sig pænt.
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

En af de ansatte som havde den opgave sammen med den domsanbragte mand var Bodil Vammen.

- Ja set i bakspejlet, så opstår der nogle problemer i forhold til, hvad jeg må som personale. Det har været at håndtere hash, veje det op og putte det i poser til ham. I dag kan jeg godt kan se.. Hvad tænkte jeg på, siger Bodil Vammen.

Hun var i 15 år ansat som social- og sundhedsassistent på forskellige bosteder under organisationen Byen i Byen i Aalestrup. Et kommunalt botilbud for udviklingshæmmede voksne.

Fast arbejdsopgave at skaffe hash

Bodil Vammen står nu for første gang frem og fortæller om de forhold, hun og kollegaerne måtte arbejde under. En af opgaverne var at skaffe hash til en beboer.

- Det var en del af dagligdagen at køre til Viborg og hente det i min privatbil sammen med vedkommende. Det får vi at vide fra vores leder, er vores opgave. Og hvis man stillede spørgsmålstegn ved det, så fik vi at vide, at hvis ikke vi ikke kunne stå distancen, så kunne man finde noget andet at lave, siger Bodil Vammen.

- Tænker du ikke, at du var ude på et skråplan?

- Jo det gør jeg, og jeg kan sagtens se i dag, at det var ikke okay. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg gjorde desværre ikke noget. Jeg fulgte bare ordre, fortæller Bodil Vammen.

Bodils historie er ikke enestående

Bodil Vammens involvering i køb af hash til en beboer i et kommunalt botilbud er ikke enestående. TV2 Nord har talt med flere pædagoger fra Byen i Byen, der har hjulpet borgere med at købe hash.

Socialpædagogernes nordjyske formand Peter Kristensen bliver først gjort bekendt med sagen nu, og han tager afstand for metoderne.

- Der er mange, der burde gribe ind, hvis man har gang i sådan noget. Jeg håber virkelig ikke, at sådan noget forekommer mere. Det har ingen gang på jord, hvis man begiver sig ud i det. Vi er socialpædagoger, og det er ikke at være mellemhandler med ting, som ikke er lovlige, siger Peter Kristensen.

TV2 Nord har i dag forsøgt at få en kommentar fra Byen i Byens nu tidligere forstander Nellie Hilding. Hun har ikke svaret på TV2 Nords henvendelser.

Vesthimmerlands Kommunes Psykiatri og Handicapchef Britta Bruun-Schmidt er rystet over, at ansatte har kørt efter hash til borgere.

- Det er medarbejderne ikke ansat til. Medarbejderen skulle ikke have være kørt derud, og hvis ledelsen har pålagt dem det, så er det også kritisabelt, siger hun.

Derimod mener hun ikke, at kommunen kan blande sig i om beboerne køber hash.

- Hvad borgerne selv bruger deres penge på, kan vi jo ikke blandt os i, siger Britta Bruun-Schmidt.

Massive problemer på bosteder

Afsløringen her er langt fra den eneste TV2 Nord har bragt omkring forholdene på bosteder som hører under Byen i Byen. Siden søndag har vi fortalt om vold mod personale og sågar drabsforsøg.

Blandt andet blev pædagog Helle Fogh overfaldet af en udviklingshæmmet beboer, og efter at hun efterfølgende blev sygemeldt, blev hun fyret af Vesthimmerlands Kommune.

Nogenlunde samme forløb, var pædagog Mette Uth udsat for. På under en uge blev hun to gange udsat for overfald af en kvindelig beboer. Begge overfald kunne have kostet Mette Uth livet. Overfaldene, der fandt sted i 2012, blev aldrig meldt til politiet af Byen i Byen. Det måtte Mette Uth selv gøre - og hun orienterer ikke bostedets ledelse om at hun gør det.

I stedet bliver der indledt en fyringssag mod Mette Uth. Hun fratræder sit job, får aldrig en undskyldning og er i dag erklæret 75 procent invalid. Hun lever i dag med kronisk angst og PTSD.

Du kan læse meget mere om de kritisable forhold på bostederne i Vesthimmerlands Kommune ved at klikke på artiklerne herunder.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland