16-årig sætter voksne mænd på plads
Foto: TV 2/Bornholm
16 år gammel og nu Danmarksmester i superklassen i folkerace. Mads Larsen fra Brønderslev, der sikrede sig danmarksmesterskabet på Bornholm, kørte mod voksne mænd, som har kørt folkerace længere tid, end han har levet.
Pladsen på Bolbybanen er tom.
Der står en 16-årig danmarksmester, men bilen, han vandt det i, er til salg et andet sted på pladsen.
- Nu har vi kørt de to finaler, og efter finalerne er der en tilbudstid på bilerne på en halv time, hvor en anden kører kan komme og byde på vores biler, så muligvis bliver de solgt, hvis vi ikke vinder buddet, forklarer Mads Larsen, om hvorfor vinderbilen ikke holder på sin plads og er klar til service:
- Vi ligger også selv nogle bud, men ellers så kan andre bare komme og købe dem. Derfor er de ude på et område på banen, så vi ikke kan gøre noget ved dem, før de er solgt eller ikke solgt.
Klar til tæsk, men blev danmarksmester
Den 16-årige folkeracer kommer fra Nordjylland, og det er hans første sæson som folkeracer i den helt store kongeklasse, Superklassen.
- Jeg startede for tre år siden, og det er mit første år i superklassen, fortæller den unge folkeracer, som har sat meget ældre konkurrenter til vægs og vist, at man ikke behøver ikke kørekort for at køre stærkt.
- Jeg sagde til mine forældre, da jeg startede, at jeg nok bare fik tæsk hele året, for jeg skal køre mod voksne mænd, men det gik så lidt over forventning.
Selv om det også blev til en førsteplads til Mads Larsen til dagens standard-løb, så måtte han udgå to gange i superklassen, og endte derfor med en 16. plads i dagens superklasse.
Mads Larsen har dog været syv andre folkerace-løb igennem inden Danmarksmesterskaberne på Bolbybanen, hvor han gennem alle otte løb har samlet så mange point sammen, at han, selv uden en sejr i superklassen på Bolbybanen, endte med at være den, der samlet set fik flest point - og derved ender med titlen som Danmarksmester i folkerace.
- Det er da mega sejt, synes jeg selv, smiler Mads Larsen.
Han var bange for, at mesterskabet var ved at smuldre på Bornholm.
- Vi havde en del problemer med bilen herovre, og hvor det gik nedad for mig, så gik det opad for ham, jeg har ligget og kæmpet lidt med, forklarer Mads Larsen, som dog fik tur i den til sidst på Bolbybanen her på Bornholm:
- Så blev det hele afgjort her til sidst, og det er derfor, at jeg kan kalde mig dansk mester i superklassen. Som 16-årig slutter han med et lille nik og et smil.
TV 2/Bornholm har fulgt Mads Larsen gennem hele hans dag på Bolbybanen, som du kan se en længere reportage om på Sportsaftenen søndag den 15. september klokken 20:20 på TV 2/Bornholm.
Flere artikler fra TV 2/Bornholm