20-årig slået med mukkert og tvunget til at spise hundemad

To unge mænd på 17 og 19 år er i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring onsdag blevet sigtet for vold, ulovlig tvang og mishandling af en 20-årig mand.

En 20-årig mand blev lørdag 24. september blandt andet udsat for vold på en adresse i Brønderslev.

Det oplyser Nordjyllands Politi onsdag i en pressemeddelelse.

To unge mænd på henholdsvis 17 og 19 år er blevet sigtet for at have slået den 20-årige på armene med en mukkert, at have presset en kniv mod hans tinding og for at brænde ham med en cigaret. 

Den 20-årige er desuden blevet tvunget til at ligge i en hundekurv, hvor han skulle spise hundemad.

Tilbage i juli måned har de to unge mænd desuden spulet den 20-årige med en bruser med både varmt og koldt vand. Det er de også blevet sigtet for.

De to unge mænd blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring bag lukkede døre. Den 17-årige accepterede varetægtsfængslingen på fire uger, mens den 19-årige kærede til landsretten. 


Seneste nyt

fra Nordjylland