Brønderslev undgår ghettoliste: - Det er vigtigt, at du ikke sidder alene derhjemme

At blive en del af regeringens ghettoliste kan koste dyrt, så i Brønderslev gør de en stor indsats for at komme udfordringerne i boligområdet omkring Niels Bohrs Plads til livs.

- Området her er jo kendt for, at der er meget arbejdsløshed. Mange af forældrene er på SU eller overførselsindkomst, så de har jo ikke et forbillede, så de kan sige: "Min far arbejder, jeg vil gerne være lige som min far".

Sådan siger Abas Khalaf om boligområdet omkring Niels Bohrs Plads i Brønderslev.

Han arbejder som projektmedarbejder i det boligsociale projekt, Mælkebøtten.

Der er flere udfordringer i området omkring Niels Bohrs Plads, og der er igangsat flere initiativer, heriblandt lommepengejobs til de unge i området.

Ahmad Abdin, fra 8. klasse på Skolegades Skole, og Bayhas Masoud, fra 8. klasse på Hedegårdsskolen, samler skrald i kældre og opgange et par gange om ugen.

quote Vi lærer en masse, vi kan bruge vores tid fornuftigt, og vi er selvstændige. Vi møder til tiden, og det lærer vi meget af. 

Bayhas Masoud 8. klasse Hedegårdsskolen, Brønderslev. 

 - Det er vigtigt, at du ikke sidder alene derhjemme og laver ingenting. Jeg arbejder, fordi jeg vil tjene mine egne penge, forklarer Ahmad Abdin.

- Vi lærer en masse, vi kan bruge vores tid fornuftigt, og vi er selvstændige. Vi møder til tiden, og det lærer vi meget af. Vi tjener også vores egen løn, fortæller Bayhas Masoud.

Forebyggende indsats

Brønderslev Kommune har gennem flere år haft øjnene rettet mod området ved Niels Bohrs Plads, og der har været gang i flere forskellige projekter.

Fra 2020 til 2023 har kommunen derfor afsat knap to millioner kroner til det boligsociale projekt, Mælkebøtten.

- Det der hedder forebyggelse, også ved unge mennesker, det er ekstremt vigtigt for os. Og så er det ekstremt vigtigt, at alle bidrager, og vi får alle i arbejde, fordi gør vi det, så er der faktisk flere penge til at passe vores ældre og lave en god børnehave. Så det er et vigtigt fokus, siger borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (Venstre), til TV2 Nord. 

VIDEO: Kom med de to kammerater på tur. 

Abas Khalaf oplever i sit daglige arbejde, at for eksempel lommepengeprojektet får de unge i området til at tage ansvar.

- Det er vigtigt at lære den her arbejdsmoral, som vi har i Danmark. De er blevet mere ansvarsfulde. Det der med, at når jeg giver en besked, så er det en seriøs besked. De oplever også at være værdifulde for området, og i sidste ende kan de forsørge sig selv i forhold til at købe de her ting, som alle andre har, forklarer Abas Khalaf.

Møbler og skrald

På deres færd finder de to kammerater lidt af hvert i kælderrum og på fællesarealer.

- Nogle gange er der sat borde, stole og senge, siger Bayhas Masoud.

Et af de mange fund - en gammel kommode.
Et af de mange fund - en gammel kommode.
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)

Hvis der er tale om store genstande, tager drengene et billede, og sender det til Abas Khalaf.

Hvis genstandene skal fjernes, henter de en trækvogn, og flytter dem til en container.  

- Jeg synes, at det er et meget hyggeligt arbejde, og så laver vi noget fornuftigt i stedet for bare at være derhjemme, siger Bayhas Masoud.

Lønnen er 50 kroner i timen, og pengene spares op i Mælkebøtten.

- Så kan de få lov til selv at gå ind sammen med mig på en computer og vælge en ting fra nettet, de ønsker at købe. Så bestiller vi det, og sender det hjem til dem, således at de ikke kan bruge pengene på alt muligt andet, end det de skal bruges på, forklarer Abas Khalaf.  

Både Ahmad Abdin og Bayhas Masoud vil gerne blive ved med at være miljøpatrulje, så længe de kan få lov.

De hygger sig i hinandens selskab.

- Han er jo min allerbedste ven, siger Ahmad Abdin.

Over de næste fire år bliver Mælkebøtten også støttet med i alt otte millioner fra Landsbyggefonden og Boligforeningen PM.

Nordjylland er i øjeblikket ikke repræsenteret på Ghettolisten.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland