Det ligner en campingvogn, men den glade bondemand kalder den en "ægmobil"
Høns i en aflagt campingvogn, lette travheste og tunge belgiere, der skal på græs i engen. Masser af flotte løg og kål der skal plantes og en gårdbutik. Livet går sin gang hos den glade bondemand, der driver landbrug på dyrenes præmisser.
Se den nye sæson af ”Den Glade Bondemand” nederst i artiklen eller på TV2 Play.
- Det er en ægmobil. Den er vi sgu glade ved!
Keld Jonstrup fra Sønder Saltum har opfundet sit helt eget mobile hønsehus - og betegnelsen for det.
Der er tale om en gammel campingvogn, men i stedet for at suse afsted på camping med konen Kirsten i den, har den fået nogle helt andre, klukkende beboere.
En stor flok høns.
Borde og bænke er erstattet med redekasser og siddepinde. Og det er ikke en personbil, der trækker den, når den skal flyttes. Det er selvfølgelig en traktor.
- Det er lynenes hurtigt lige og spænde en bette traktor med en kugle på trækbommen, op med benene og så kører vi. Den er også til at komme til for penge, siger Keld Jonstrup begejstret, da han viser ægmobilen frem til sine kolleger - andre mindre fødevareproducenter fra Vendsyssel Fødevarer.
De er forbi gården på ekskursion for at se, hvordan Keld kører sin gård på dyrenes præmisser.
- Vi er samlet for at netværke. Det er en meget stor del af det, at man kommer ud og er sammen med ligesidende kollegaer, siger formand Annette Bruun Sørensen.
DEN GLADE BONDEMAND
Gift med Kirsten Jonstrup.
Driver Sønderlund Landbrug ved Sønder Saltum i kanten af Store Vildmose.
På gården er der både malkekøer, kødkvæg af racen Limousine, belgiske heste, grise, høns, ænder og gæs, som går frit og passes med masser af kærlighed.
Den Glade Bondemand lægger vægt på glade dyr, der trives og har et godt dyreliv.
Fra gården sælger Keld og Kirsten frosne udskæringer af okse og svinekød.
Fra vejboden sælges æg, honning, marmelade, kartofler, friske og syltede grøntsager.
For et beskedent beløb viser Keld Jonstrup rundt på sin gård – for alle interesserede.
Fandt sin egen vej
Keld begyndte i branchen som konventionel landmand, men stigende miljøkrav gjorde det svært at få økonomien til at slå til.
I dag omtaler han perioden som "syv år i tugtehuset på vand og brød."
Nu driver han gården Sønderlund på sin helt egen måde - med hjemmelavede Georg Gearløsninger, en gårdbutik og heste, grise, køer og høns i ægmobil.
- Det er sådan set ikke vanskeligt at finde en gammel campingvogn, lyder det, mens hønsene kagler, og Keld er ved at beskrive sit seneste påhit.
- Det virker fantastisk, siger Keld og beskriver, hvordan han også har installeret et elektrisk, flytbart hønsenet, der holder høns inde og rotter og ræve ude.
- For to vintre siden suste de bette labaner med lang hale lige ind under nettet. Det var forfærdeligt. Men vi har aldrig set en ræv indenfor de her, forklarer han flokken af tilhørere.
- Jeg har fuld respekt for den måde, Keld gør tingene på. Han anskuer tingene anderledes, end måske mange andre gør, siger Annette Bruun Sørensen.
Udover at netværke og hyggesnakke resulterer dagens rundtur i, at Keld Jonstrup får en aftale om at købe frø til at dyrke afgrøder af en af de andre fødevareproducenter.
- Jeg går meget op i at have gode kollegaer, slutter han.
Se programmet Den Glade Bondemand herunder: