Efter aflysninger på stribe: Nordjysk festival vil få musikken til at spille
Bålhøj Festival i Øster Brønderslev arbejder videre med planerne om at gennemføre en festival i august.
Siden retningslinjerne for afviklingen af større arrangementer i løbet af sommeren blev meldt ud, har flere store festivaler måttet kaste håndklædet i ringen. I Nordjylland har det blandt andet betydet, at årets udgave af Thy Rock samt festivalerne i Nibe og Skagen er aflyst.
I Øster Brønderslev arbejder arrangørerne bag Bålhøj Festival dog videre med planerne om at stable en festival på benene til sommer. Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
- Med de nuværende restriktioner kan vi gennemføre Bålhøj Festival som en todagesfestival - fredag den 6. august og lørdag den 7. august - med deltagerne opdelt i sektioner á 500 personer, siger Jesper Albrechtsen fra festivalens styregruppe.
Hvis retningslinjerne for afvikling af større arrangementer bliver ændret til det bedre, vil Bålhøj Festival gerne afvikle årets arrangement som en éndagsfestival lørdag den 7. august.
- Med den usikkerhed, der er om situationen til august om restriktionerne og det tilladte antal deltagere, er billetsalget udsat og begynder tidligst sidste del af juni måned. Til den tid håber vi at have sikkerhed for, på hvilken måde Bålhøj Festival kan afholdes, siger Jesper Albrechtsen.
To musiknavne er klar
Den første udgave af Bålhøj Festival blev afviklet i 2008. Festivalen har haft succes, og har i de seneste år lokket op til 2500 publikummer til livemusik i Øster Brønderslev.
Sidste år måtte arrangørerne aflyse Bålhøj Festival på grund af coronasituationen, men hvis det bliver muligt at gennemføre festivalen i år, bliver det med navne som Poul Krebs og Lord Siva på plakaten.
- Som sædvanligt er der planlagt med et pænt lokalt, nordjysk element, og desuden skal der være både kendte og helt nye bands, ørerne skal udfordres med overraskende musik, og så skal der være noget til alle aldre. Man må sige, at det er lykkedes i år. Hvor alle ønskerne igen bliver opfyldt, siger Mette Rask fra musikgruppen.
Hele programmet for årets Bålhøj Festival bliver meldt ud, når det bliver fastlagt, om der bliver tale om en endagsfestival eller en festival over to dage.