Fadøl, schlager og tyrolertøj viste sig at være en kæmpe succes
Lørdag var der en ny slags fest i Manna-Thise.
Der var lagt op til en brag af en fest i Manna-Thise, hvor der for første gang nogensinde blev afholdt Bierfest i den lokal hal.
Og det blev en kæmpe succes.
Der var schlagermusik, lederhosen, og de store fadøl blev indtaget i hastig fart.
- Jeg tror, at hele konceptet med store fadøl, skinkeschnitzler og brasede kartofler trækker folk til, lyder det fra Bente Lifland Kjær, der er formand for idrætsforeningen Thise IF, der arrangerer den populære Bierfest.
Lokale i Manna-Thise har været på tæerne for at få arrangementet op at stå.
- Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg tænkte, at det gad jeg godt at prøve, siger Majbritt Mølgaard fra Thise, der var i gang med veninder og andre lokale fra klokken 10.00 for at gøre klar til festen.
Se indslaget fra Bierfest i Manna-Thise her:
Thise IF har arrangeret festen, da klubben manglede en måde på at samle penge ind, og overskuddet fra Bierfest skal gå til en legeplads.
- Konceptet i sig selv lyder så tiltalende. De kommer stort set med det hele. Vi skal stille med nogle folk, der skal hjælpe med at stille an, og så køber man resten af konceptet ind, forklarer Bente Lifland Kjær.
- Det var tid nu at give det en chance.
Tyrolertøjet og 350 kroner til billetprisen havde hele 459 festglæde mennesker fundet frem.
- Folk skulle lige finde ud af, hvad det var, og hvordan det kom til at foregå. Der er ikke rigtig nogen herude, der har prøvet det før.
- Men det ser ud til, at folk har taget godt imod konceptet, for alle er stort set kommet udklædt, fortæller formanden.
Den store succes kan muligvis komme tilbage igen næste år. Det håber gæsterne og Bente Lifland Kjær i hvert fald.