Borgmesteren erkender, at der er tale om en uheldig kommunikationsbrist.
I Klokkerholm bor treårige Palle, og han er ret sjælden. Han er svært udviklingshæmmet, og kun tre danskere er registreret med samme syndrom som ham.
Hans kognitive og fysiske udfordringer betyder, at han har brug for en del forskellige hjælpemidler. Han har for eksempel en helt speciel seng og særlig klapvogn, der støtter hans krop. Men både sengen og klapvognen er han desværre vokset ud af, og han kan ikke bare få nye.
Det er nemlig kommunen, der skal bevilge hjælpemidler, og de må ikke købes, før kommunen har behandlet ansøgningen. Derfor har Palle siden foråret, hvor ansøgningerne blev sendt, måttet klare sig med dem, han allerede er vokset ud af.
Og det kan have store konsekvenser.
Palle er nemlig så høj, at han om natten, hvis han vågner, kommer til at banke hovedet i sengekanten og selvskader, inden hans mor kan nå at reagere på hans bevægelsesalarm og få ham stoppet. Derudover frygter hans mor, Ida Lyngvig, at Palle kan falde ud af sengen.
- Det er ting (hjælpemidlerne de har søgt om, red.), som fagfolk mener, Palle vil få gavn af at have. Det vil vi selvfølgelig gerne have, så vi kan give ham de bedste forudsætninger i livet, siger Ida Lyngvig.
På Ida Lyngvigs Instagram-profil kan man se, hvordan det ser ud, når Palle selvskader, i en video fra hans natkamera.
Borgmester lægger sig fladt ned
Ifølge kommunens borgmester, Mikael Klitgaard (V), er behandlingsfristen på sådanne hjælpemidler otte uger. Så selvom klapvognen endelig blev bevilget i sidste uge, er fristerne altså for længst overskredet for begge ting.
Se indslaget med Palle her:
Det er ikke bare ventetiden, der er problemet i familien Lyngvig. Sagerne har også været besværlige og kostet en del opfølgningstid for mor Ida, fordi kommunen ikke var sikker på, hvilken afdeling der skulle behandle dem.
- Jeg synes, det er frustrerende. Vi oplever bare, at vores sagsbehandling tager alt for lang tid, og så oplever vi, at vi bliver kastet rundt mellem kasserne hele tiden, fordi de ikke kan finde ud af, hvem der skal betale for de forskellige ting, siger Ida Lyngvig.
Borgmesteren forstår godt frustrationen og erkender, at sagen skulle være behandlet tidligere.
- Vi har været ret langsomme, og det er jo sådan, at der er sket en fejl. Det vil sige, at man skulle have haft et svar. Der er sket en kommunikationsbrist mellem nogle afdelinger, og så har der været en henvendelse til en politiker, og så behandler vi sagen nu, siger Mikael Klitgaard.
Borgmesteren er ærgerlig over, at Ida Lyngvig ikke har taget direkte kontakt til ham tidligere.
- Jeg synes, vi forsøger at løse opgaver, når vi hører om dem, men der er sket en fejl her, siger Mikael Klitgaard.
Ida Lyngvig har dog tidligere kontaktet borgmesteren uden det store held. Hun forstår godt, at kommunen er nødt til at undersøge, hvor tingene skal betales fra. Hun er bare træt af, at familien skal vente så længe på et svar. I tilfælde af, at sengen ikke bliver bevilget, kan sagen efterfølgende ankes, og det betyder yderligere lang ventetid.
Andre børnefamilier skal jo også ud at investere i ting. Kan I ikke bare købe tingene selv?
- Altså jo, men nu er der jo faktisk en paragraf, der siger, at det ikke må være dyrere at have et handicappet barn end at have et almindeligt barn. En almindelig børneseng koster måske 2000 kroner. Palles koster op mod 90.000 kroner, siger Ida Lyngvig.
Om Palles sagsbehandling er blevet yderligere vanskeliggjort af, at han er så sjælden, som han er, vides ikke. Men hos foreningen Sjældne Diagnoser oplever de, at det kan have en betydning.
- Så er det jo familierne, som kommer til at sidde og være vidensbærere og skal overbevise og fortælle, hvad det betyder at leve med sådan en sjælden diagnose. Og de bliver ikke altid troet, fordi sagsbehandleren på den anden side af bordet har svært ved at finde dokumentationen, fordi den er sjælden, siger Liselotte Wesley Andersen, der er konstitueret formand for Sjældne Diagnoser.
