Førtidspensionist og enlig far frygter vinteren efter grotesk prisstigning
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ifølge Brønderslev Varme svarer stigningerne til 5000 kroner mere om året for et standardhus.
- Det er en forfærdelig tid at gå i møde, når man skal gå og tænke over, om man har råd til at varme huset op.
Lasse Nielsen er en af mange, som er bosat i Brønderslev, og som står overfor en samlet prisstigning på 44 procent på sin varmeregning, efter Brønderslev varme mandag aften varslede to stigninger indenfor de fire kommende måneder.
- Det er sindssygt at lave så drastiske tiltag ud af det blå. Det er over en tredjedel af prisen nu, der bliver lagt oveni, det er jo grotesk, understreger Lasse Nielsen.
Fylder rigtig meget
I første omgang stiger prisen fra 585 kroner til 640 kroner per MWh frem til nytår. Fra 1. januar 2025 sættes prisen yderligere op til 842,50 kroner per MWh.
For en familie i et standardhus med et års-forbrug på 18,1 MWh stiger prisen i alt fra 13.774 kroner til 18.435 kroner.
Selv er Lasse Nielsen førtidspensionist og har sin søn fuldtid, derfor er pengene i forvejen små.
- De sidste år er der generelt kommet mange stigninger, hvilket har været hårdt nok i forvejen. Når der kommer sådan en stigning her oveni, det er sindssygt, konstaterer Lasse Nielsen.
Han pointerer desuden, at flere har medgivet til ham, at de står i lignende situationer.
- Det fylder rigtig meget, især fordi jeg har min søn. Jeg kan ikke lade ham fryse og blive syg. Havde jeg været alene, kunne jeg måske tænke alternativt og bruge ekstra tæpper og så videre, men det dur jo ikke, at jeg skal tænke over, om jeg kan få varme på vores hjem.
Kan ikke komme bag på dem
Der er ifølge forsyningsselskabet en række årsager til de varslede stigninger.
'Der er tale om en blanding af udefrakommende faktorer, men også en ærgerlig fejlbudgettering fra vores egen side', oplyser Brønderslev Varme i en pressemeddelelse.
- Hvis det blandt andet er, fordi prisen på flis stiger, så kunne man være gået i gang før med små stigninger eller købe mere ind. Brønderslev Varme sidder også med fingeren på pulsen, så det kan ikke komme bag på dem. De har eksisteret i mange år og har erfaring med det, de laver, så det virker så vildt, de ikke har styr på det, påpeger Lasse Nielsen.