Hans er i skole igen: Min rigtige matematiklærer er bedre end mor

Der er positivitet og lettelse at spore i køkkenet hos familien Jakobsen i Dronninglund. Børnene er tilbage på skolebænken, og det er bedst for alle.

Lærke Jakobsen er mor til tre børn. Selvom hun synes, at de har formået at få det bedste ud af en svær tid, så er hun glad for, at børnenes skolegang atter er flyttet ud af hjemmets køkken og tilbage til klasseværelset.

- Det var rigtig fint at sende dem afsted i morges. Vi har også nydt at have dem hjemme. Det har været en særlig tid, som vi har fundet ud af at nyde og få det bedste ud af, men det er da klart, at børnene skal være i skolen. De skal da ikke være herhjemme, siger hun.

Hans Jakobsen går i tredje klasse, og for ham var det også glædeligt at vende tilbage til skolen og til vennerne. Han synes egentlig, at undervisningen i hjemmet har været god, men han foretrækker nu alligevel at blive undervist af skolens lærere.

- Jeg vil sige, at min rigtige matematiklærer er meget bedre til matematik, end min mor er, men ellers har det været fint, siger han og smiler.

Frikvartererne med vennerne er sjovere

En af de helt store fordele ved at være tilbage i skolen er, at frikvartererne er sjovere, end de er derhjemme. Men det kan være lidt forvirrende at finde hoved og hale i, hvad man må, og hvad man ikke må i forhold til coronarestriktionerne.

- Vi gjorde nok noget i frikvarteret, der ikke var så corona-venligt. Vi spillede stikbold, og der rører alle jo ved bolden, så det var nok ikke helt corona-venligt, siger han og ligner lidt en, der har snuppet af kagedåsen.

Med børnene tilbage i skolen ser Lærke Jakobsen frem mod næste lyspunkt; at resten af samfundet åbner op. Når det sker, så er familien Jakobsen også mere end klar til at åbne hjemmets døre.

- Vi ser frem til at kunne få venner over på besøg, og uden at vi behøver at tænke så meget over, om man nu også kan sige ja til den ene og den anden legeaftale, men at huset nu bliver åbnet igen for alle dem, der har lyst til at komme forbi.


Seneste nyt

fra Nordjylland