I nordjysk by varer julen, indtil Bo kommer hjem
Hvis du er gået igennem Algade eller Bredgade i Brønderslev, så har du måske undret dig over, at der stadig hænger julepynt. Grundet ferie for altmuligmanden Bo og en snestorm er den ikke taget ned - endnu.
Nu’ det jul igen, og nu’ det jul igen, og julen varer li’ til påske. Nej det’ ikke sandt, nej det’ ikke sandt, for ind imellem kommer fasten.
Sådan lyder sangen, de fleste nok kender fra dansen rundt om træet juleaften, og i Brønderslev hænger julepynten også stadig i Algade og Bredgade.
Flere udfordringer har gjort, at det ikke er blevet taget ned endnu.
- Vi plejer at låne en lift for at tage det ned, og vi fjernede også en del mellem jul og nytår. Men en del af det, der hænger oppe, har vi brug for en lift til. Og da vi skulle til at tage det ned, der kom der sindssygt meget sne, og liften kunne ikke komme rundt, siger Nicolai Styhr Nielsen, der er næstformand i Brønderslev Handelsstandsforening.
Men en anden udfordring gør også, at julepynten er oppe.
- Vores altmuligmand Bo, som står for at tage det ned, skulle tre uger til New Zealand, og han tog afsted, lige da sneen faldt, siger næstformanden og fortsætter:
- Men vi begynder i morgen (mandag, red.) med at tage det ned.
I Bredgade har været der, det meste af den store julepynt har hængt, mens Algade har været prydet af en del kæder og byens store juletræ.
- Faktisk var der også et juletræ, der stod oppe i en rundkørsel sidste år lidt for længe, så det er åbentbart en ting, at der er jul lidt længere tid her, siger Nicolai Styhr Nielsen med et smil.
Kommer jævnligt spørgsmål
Har man færdes i Brønderslev, kan julepynten også være svær at overse, når det ikke længere er jul.
- Der kommer jævnligt spørgsmål om det på forskellige grupper, beskeder og på messenger, fortæller han.
I mange år var det kommunens opgave at tage pynten ned igen, men handelsstandsforeningen nedsatte en gruppe frivillige, der skulle stå for det.
- Meget er bundet op på, om Bo kan med hensyn til at låne en lift. Det hænger altid lidt i hans hænder. Han var også lidt ked af at tage afsted på ferie, inden det var taget ned - men vi blev enige om, at det var ikke noget, folk ville opdage. Det var der så, slutter Nicolai Styhr Nielsen med et stort grin.