Johnni på vild mission: Vil svømme 479 kilometer for en god sag
Foto: Hedegaard
På Johnni Olesens bagdel kan sponsorer købe det, han kalder "røvgod reklame".
Med sponsorer repræsenteret på bagdelen svømmer Johnni Olesen 10 kilometer om dagen i 48 dage til fordel for Julemærkehjemmet i Hobro.
Se et længere indslag med Johnni Olesen nederst i artiklen.
50 par badebukser er pakket og klar. Søndag formiddag hopper Johnni Olesen fra Hjallerup i bølgen blå ved Lindholm Strandpark i Nørresundby, og de næste 48 dage svømmer han Vendsyssel rundt.
- Det er ikke vanvittigt, det er bare en fed tur. Jeg får en kæmpe svømmeoplevelse i mit hjerte, siger Johnni Olesen.
De mange kilometer i havet er ikke bare for sjov. Formålet med turen er at samle penge ind til Julemærkehjemmet i Hobro.
På badebukserne kan sponsorer købe ”røvgod reklame”, og allerede inden turen er begyndt, er pladsen på samtlige 50 par badebukser blevet købt af sponsorer, der hver har betalt mindst 1000 kroner.
Har samlet 800.000 kroner ind
Svømmeturen er Johnni Olesens seneste initiativ i rækken for at samle ind til Julemærkehjemmet i Hobro. I løbet af de seneste fem år har han samlet i alt 800.000 kroner ind sammen med frivillige gennem foreningen ”24 Timer i Hjallerup”.
Det er dog ikke pengene i sig selv, der er vigtige for Johnni Olesen. Det er budskabet og ønsket om at hjælpe børn, der kæmper med trivselsproblemer.
- En krone mere eller mindre betyder ikke en disse. Det er ikke vigtigt for mig, hvor meget, der bliver samlet ind, siger Johnni Olesen.
Johnni Olesen har tidligere trænet børn til svømning, som havde det svært med vægten, og da han selv skulle tabe sig i forbindelse med en operation, besluttede han sig for at kombinere sit eget vægttab med indsamlingerne til netop Julemærkehjemmet i Hobro.
- Det er en opgave, der skal løses
Johnni Olesen er ikke nervøs ved tanken om de 479 kilometer, han skal lægge bag sig de næste 48 dage.
- Den største udfordring bliver, hvordan Vesterhavet opfører sig, og om der er brandmænd. Men det er en opgave, der skal løses – der er ikke andet for, siger han selvsikkert.
Han glæder sig til at få en svømmeoplevelse for livet og til at vise badebukserne frem.
- Vandet er 17-18 grader, så jeg synes ikke, det er koldt. Vorherre har skabt os uden våddragt, så jeg svømmer kun i badebukser, lyder det fra Johnni Olesen.
Turen rundt kan følges på Facebook-siden ”Vendsyssel Rundt 2020”.
Se et indslag om missionen lige her - og mød flere spændende personligheder i Nordliv lige her.