Jytte fik et gensyn med ungdomstiden på møllernes dag
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord
Mens Jytte Beier viste sin mand og datter rundt på Dorf Møllegård, kom minderne frem.
I anledning af Dansk Mølledag inviterede Dorf Møllegård søndag ind til et indblik i, hvordan produktion af strøm og mel engang så ud. For 76-årige Jytte Beier var det et gensyn med ungdomstiden.
I dag har moderne metoder taget over, når det kommer til produktion af strøm og mel, men engang var de gamle vind- og vandmøller helt afgørende.
Selvom de ikke længere er i drift, findes der stadig flere funktionsdygtige møller i Nordjylland, som søndag fejrede Dansk Mølledag ved at åbne for besøgende og sætte sving i møllerne.
En af dem er Dorf Mølle ved Dronninglund. Både børn og voksne lagde vejen forbi møllegården, og for en af gæsterne, 76-årige Jytte Beier, var det helt særligt at besøge den gamle mølle, hvor hun for mere end 60 år siden arbejdede som formiddagspige.
- Jeg hjalp med at gøre rent og lave mad og alt sådan noget. Det er meget sjovt lige at komme tilbage og få vist min mand og datter, hvad jeg gik og lavede, siger Jytte Beier.
En vigtig del af historien
Dorf Mølle er særlig, fordi den både har en funktionsdygtig vind- og vandmølle. De to møller har ikke været i drift til produktion af mel siden 50’erne og 60’erne og har ikke produceret strøm siden 90'erne. I dag fungerer møllerne og gården i stedet som museum.
- Meget af det står, som det var dengang. Jeg tænkte, da jeg kom ind, at det gulv ude i gangen, det var de tern, som jeg gik og vaskede, siger Jytte Beier.
Selve vandmøllen er mere end 300 år gammel, mens vindmøllen er yngre og stadig har en møller, til at tage sig af den. Det er nødvendigt, for hvis møllen står stille i samme position for længe, kommer den til at hænge. Samtidig skal den også drejes efter vindforholdene, for møllen har ikke godt af bagvind.
Det er Preben Kristensen, der er den nuværende møller ved Dorf Mølle. For ham er det meget vigtigt, at møllerne stadig er her.
- Det er jo en del af vores kulturarv. De nye metoder kommer jo et sted fra - det kommer fra det gamle her, som så er blevet videreudviklet. Det er vigtigt, at folk ved, hvor det kommer fra siger Preben Kristensen.
Søndagen bød ikke på meget vind, så alle fire sejl måtte sættes for at få møllevingerne i gang. Til sidst lykkedes det dog Preben Kristensen at få møllen til at svinge, så Jytte kunne fremvise en aktiv mølle for familien. Hvor mange år møllen endnu kan dreje er svært at sige.
- Jeg håber, jeg får en afløser, som kan køre videre her, og at den kan køre i mange år endnu, siger Preben Kristensen.
Dansk Mølledag er en årlig tilbagevende begivenhed den tredje søndag i juni. Syv fungerende møller i Nordjylland havde åbent for besøgende i år.