Kommunaldirektør siger stop efter 20 år

Mikael Klitgaard modtog nyheden med blandede følelser.

Efter 25 år som kommunaldirektør - de seneste 20 år i Brønderslev Kommune og før det i Løkken-Vrå - går Søren Steensen på pension omkring 1. august 2024.

Det meddeler han i en pressemeddelelse.

Kommunaldirektøren i Brønderslev Kommune er efterhånden blevet 67 år, og det er særligt hans barnebarns ankomst til verdenen, der har gjort, at han ønsker at stoppe.

- Børnene bor i København, så jeg glæder mig til at få tid til at kunne tage flere ture til hovedstaden. Der er også et sommerhus, som nok bliver besøgt mere, ligesom jeg måske vil dyrke noget frivilligt arbejde, siger han og tilføjer:

- Kulturlivet skal nydes endnu mere, så jeg glæder mig, selvom det også er meget vemodigt. Jeg vil allermest komme til at savne alle de medarbejdere, politikere og samarbejdspartnere, jeg igennem 20 år er kommet tæt på og har opnået resultater sammen med.

Glad for, hvad han efterlader

Kommunaldirektøren ser tilbage på 20 spændende år i Brønderslev som kommunaldirektør.

- Kommunesammenlægningen var jo historisk at være med til. Og de første år efter sammenlægningen var udfordrende. Men i dag føles det helt rigtigt. Der har været nogle bump på vejen i form af økonomiske udfordringer for kommunerne, men i dag synes jeg faktisk, at vores økonomi ser fornuftig ud, udtaler han, inden han fortæller, at han forlader en kommune i vækst.

Den 20. maj venter endnu en stor begivenhed, nemlig Royal Run, hvor han selv skal løbe 5 kilometer:

- Jeg er så stolt over og glad for at få så stor en begivenhed med, inden jeg stopper. Jeg tror, vi får en folkefest uden lige. Og begivenheden viser netop kommunens styrke med masser af frivillig arbejdskraft og engagement.

Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard (V) tog imod opsigelsen med blandede følelser:

- Søren og mig har et utroligt godt, tillidsfuldt og ærligt samarbejde og er igennem mange års arbejdsfællesskab kommet til at lære hinanden godt at kende. Jeg og mange andre i kommunen vil savne Søren som øverste leder – ikke mindst den ordentlighed han har stået for. 

- Den ordentlighed og Sørens værdier som leder vil vi også søge i hans afløser. Men når alt det er sagt, er ingen uundværlig, og nu får vi nogle nye idéer ind i organisationen, siger borgmesteren.


Seneste nyt

fra Nordjylland