Landmænd vil sygdom til livs blandt grise: - Der er penge i det
Det er besværligt og dyrt for den enkelte landmand, men svineproducenterne har valgt at arbejde sammen for at udrydde en farlig virus blandt svin.
I svinestaldene har landmænd i øjeblikket travlt med at holde sygdommen PRRS fra døren. PRRS står for Porcine Reproductive and Respiratory Syndrom og er en smitsom virus-infektion i luftvejssystemet, der kan ramme alle grise.
Hvis søerne får PRRS, kan de blandt andet få sene aborter, svagtfødte eller dødfødte grise. 2019 var et skrækår, hvor man undersøgte 13 besætninger. Her viste undersøgelserne, at halvdelen af pattegrisene i besætningerne ikke overlevede.
For at undgå PRRS har man iværksat en flyttedag for grisene.
- Når grisene har været hos deres mor i fem uger flyttes de til nabogården. Her er de også i fem uger, og siden flyttes de til en slagtesvinestald, hvor de går fra, de er 17 kilo til 120. Derefter flyttes de ud på slagteriet, forklarer Niels Vestergaard Salling, der er svineproducent i Jerslev.
En fornuftig beslutning
Grunden til, at man flytter grisene, er, at virussen stiger blandt grisene kort tid efter de stopper med at die ved deres mor. Derfor er det nødvendigt at fjerne dem fra søerne, så søerne ikke bliver syge. Hvis de bliver smittet giver de ikke mælk nok, og så stiger dødeligheden blandt smågrisene.
Og arbejdet er det værd.
- Det er gået meget godt indtil nu, men noget af det, vi skal arbejde med hele tiden, er vores økonomi. Økonomien hænger sammen med, at vi har så få døde pattegrise som muligt, og det vil sige moren malker så meget så muligt, grisene får så meget som muligt, så de bliver så store så muligt.
- Der er penge i det her. Og der er også etik i det, så det rigtig vigtigt at holde så mange grise i live som overhovedet muligt. Det er jo derfor, vi landmænd har dyr, siger Niels Vestergaad Salling.
Søren Sloth, der er rådgiver ved Landbo Nord forklarer, at det er hele branchen, der har taget en beslutning om at flytte grisene flere gange for at undgå virussen. Det gør man, fordi virussen er luftbåren, og der er behov for, at branchen løfter i flok for at udrydde virussen.
Er det sandsynligt, at den kan udryddes?
- Ja, det kan den godt, men det er ikke nogen let opgave, og der vil også komme tilbageslag. Tilbage i 80’erne udslettede man en anden grisesygdom, forklarer han og tilføjer:
- Det her er en branchebeslutning, fordi det giver fornuft.