Lejer brugte borgmesters ejendom til narkoproduktion
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det er denne ejendom, borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V), i flere år har udlejet til en mand, der nu er tiltalt i en større narkosag.
Borgmesteren lejer en gård i Dronninglund-området ud til et par, hvor den ene part nu er anklaget for at have fremstillet store mængder amfetamin.
Det var ikke en hvilken som helst ejendom, politiet fandt en decideret narkofabrik på 9. november sidste år nær Hjallerup.
Gårdens ejer er Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune, og det er den ene af to lejere af gården, en 47-årig mand, der sammen med sin kammerat i disse dage er for retten i Hjørring.
Den 47-årige lejer står tiltalt for at stå bag produktion af amfetaminsulfat på udlejningsejendommen.
- Ejendommen har været lejet ud de sidste 8-10 år til de samme lejere, og ellers har jeg ingen kommentarer, siger Mikael Klitgaard.
Lejer producerede amfetamin i længe
Borgmesteren bor ikke selv på ejendommen, som er en naboejendom til hans egen.
Ifølge anklageskriftet i sagen fandt politiet på adressen en komplet fabrik, lige fra fremstilling af narkoen, til den var klar til salg i poser. Politiet beslaglagde eksempelvis murerbaljer samt en bormaskine med en blander af den slags, man normalt bruger til at blande cement.
Desuden var der dunkevis af forskellige væsker og andre ting, der vidnede om narkoproduktion i større stil. Digitalvægte, målebægre, pakker med vacuumposer og snifferør var også på den lange liste af ting, der blev beslaglagt.
Den 47-årige mand blev anholdt på ejendommen i Hjallerup, mens den 32-årige mand blev anholdt kort efter, han var kørt fra stedet.
- Jeg er ikke interesseret i at blive involveret i det her, og jeg har ikke noget med det at gøre, slår Mikael Klitgaard fast, da TV2 Nord spørger ind til sagen.