Liberal Alliance får byrådsmedlem i Nordjylland efter partiskifte

Liberal Alliance har ikke været repræsenteret i nogle af de nordjyske byråd siden kommunalvalget sidste år, men det ændrer sig nu, efter at byrådsmedlem i Brønderslev Kommune skifter til partiet.

Det lykkedes ikke Liberal Alliance at få valgt nogle medlemmer ind i de nordjyske byråd ved kommunalvalget i november sidste år, men nu bliver partiet alligevel repræsenteret i byrådet i Brønderslev Kommune.

Det er en realitet, efter at byrådsmedlem Martin Bech fredag har meldt ud, at han forlader Venstre til fordel for Liberal Alliance.

- Jeg har været medlem af Venstre mere end halvdelen af mit liv, så det har ikke været nogen nem beslutning at melde mig ud. Men jeg er nået til den konklusion, at jeg som menneske og politiker passer bedst til Liberal Alliance, siger Martin Bech og uddyber:

- Det er det parti, der kæmper hårdest for at sænke skatterne, bekæmpe bureaukratiet og give det enkelte menneske bedst mulighed for at sætte præg på egen tilværelse.

Partiformand er glad

32-årige Martin Bech blev valgt til byrådet i Brønderslev Kommune i 2013, og han har ved de efterfølgende to kommunalvalg opnået genvalg.

- Jeg vil gerne være med til at trække Danmark i en mere liberal retning og ikke kun lave finjusteringer af socialdemokratisk politik. Det gør jeg bedst i Liberal Alliance, og jeg glæder mig meget til at blive en del af partiet og ikke mindst at arbejde for partiformand Alex Vanopslagh, siger Martin Bech (LA) om baggrunden for sit partiskifte.

Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh glæder sig over at have fået det nordjyske byrådsmedlem ind i folden.

- Jeg er meget glad for at få Martin Bech med på holdet, for han passer perfekt ind i Liberal Alliance. Han er kerneliberal og kan på trods af sin unge alder bidrage med en masse politisk erfaring til holdet i Nordjyllands Storkreds. Han bliver et stort aktiv for partiet, og jeg glæder mig allerede til at se ham i aktion til folketingsvalget, siger Alex Vanopslagh (LA).

Det er første gang, Liberal Alliance bliver repræsenteret i byrådet i Brønderslev Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland