Lilje tog fra Hobro til Serritslev til udklædningsfest
Se hele indslaget fra fastelavnsfesten i Serritslev.
Alle skal kunne fejre fastelavn med deres familie, også selvom de har det svært. Derfor har organisationen ’Oplevelser for udsatte familier’ søndag arrangeret fest med det hele.
Boller op, boller ned – det er fastelavnssøndag, og det skal traditionen tro fejres.
Det bliver det også i Serritslev Forsamlingshus, hvor Lilje og sin mor er taget til fastelavnsfest.
- Det er rigtig sjovt, fordi man har det sjovt med sine bedste veninder, siger Lilje Jensen.
Blev hentet i Hobro
Søndag formiddag havde organisationen arrangeret en bus, der har samlet familier op i Randers, Hobro og Nørresundby og kørt dem til forsamlingshuset i Serritslev.
- Det betyder jo, at min datter ikke bare sidder derhjemme helt alene og er socialt isoleret, siger Liljes mor, Malene Jensen.
- Vi bor et sted, hvor der ikke er andre børn, så hun hygger sig sådan en dag som i dag – det giver hende rigtig meget.
Ikke nok muligheder for børnene
René Olsen, som er stifteren af ’Oplevelser for udsatte familier’, har for første gang arrangeret en fastelavnsfest.
Han laver de sociale arrangementer, fordi han synes, der er for mange børn, der ikke har mulighed for at få en på opleveren.
- Det er noget, der gør mig rigtig, rigtig glad, det er det – de er jo så glade, kan man se, så det er bare dejligt, siger han.
Sponsorer har hjulpet
Der manglede ingenting til festen, hvor der blev disket op med pizza, pålægskagemand, drikkevarer og fastelavnsboller samt tønder fyldt med søde sager.
Der var også mulighed for familierne at få udklædningstøj til festen, som blandt andet var sponsoreret af A-Z.
- Folk kan også få det, fordi det er ikke sikkert, at de har råd til at ud og købe det – det er meget dyrt, siger René Olsen.
Senere på året er der arrangeret en tur til København for gruppen, som tæller omkring 6000 medlemmer.