Misbrugscenter skaber frygt: - Bare vi havde fået en rockerborg i stedet for
Borgerne i Ø. Brønderslev kunne for nylig stå op til nyheden om, at der snart flytter op til ti misbrugere ind i et nyt bosted midt i byen.
Borgerne i Øster Brønderslev kunne for nyligt stå op til nyheden om, at der snart flytter op til 10 misbrugere ind i et nyt bosted midt i byen. Det har fået en gruppe naboer til at protestere, fordi de intet har hørt om planerne. Til gengæld er de selv blevet udsat for en shitstorm på nettet.
Niels Johansen bor i nærheden af adressen Sundeved 4 i Øster Brønderslev. Han var ved at få kaffen galt i halsen, da han forleden hørte, at der skulle etableres et bosted for misbrugere mindre end 100 meter fra hans hjem.
- Jeg tænkte, det kan bare ikke passe - det er vel løgn! Man kan vel ikke placere et misbrugscenter uden at høre folk om det, siger Niels Johansen spørgende.
- Vi er meget utrygge og nogle har sagt, "jamen bare vi havde fået en rockerborg i stedet for, fordi de passer jo på naboerne".
Ingen byggetilladelse endnu
Det er psykoterapeut Tina Mørk Løvgreen fra Brønderslev, der har planer om at åbne et misbrugscenter i nabobyen af næsten samme navn.
Bostedet Sundeved har angiveligt fået det grønne stempel fra Socialtilsyn Nord. Og den nyhed blev lagt ud på Facebook for et par uger siden.
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra Tina Mørk Løvgreen, men hun har ikke svaret på vores mails, sms’er eller telefonopkald.
TV2 Nord har fra Brønderslev Kommune fået oplyst, at der er ansøgt om etablering af et behandlings– og bosted for 8 misbrugere og yderligere to akutpladser.
Jeg har fået mange grimme beskeder på Facebook, Messenger og også på sms’er
Jan Jæger, købmand, Øster Brønderslev
Ifølge Benn Erik Grav, der er chef for Teknik og Miljø i Brønderslev Kommune, kan der komme et problem med at skulle etablere sådan et bosted.
- Der er sådan set intet til hinder for, at der kan etableres et bosted på Sundeved 4 i Øster Brønderslev. Der er ingen hverken lokalplaner eller kommuneplaner, der står i vejen for det, siger han og fortsætter:
- Men det projekt, som ansøger (Tina Mørk Løvgreen, red.) har indgivet oplysninger om til Brønderslev Kommune, kan ikke blive til noget uden en byggetilladelse – og sådan en har vi endnu ikke fået.
Håndværkere er i gang
TV2 Nord har fået aktindsigt i sagen, og det fremgår af akterne, at der skal etableres seks værelser med bad i den ene af længerne i de tidligere landbrugsbygninger.
I et spørgeskema svarer ansøgeren ellers, at der ikke skal inddrages ”driftsbygninger” til boligformål.
Vi frygter at blive stavnsbundne i Øster Brønderslev med sådant et bosted
Niels Johansen, Øster Brønderslev
Håndværkerne dog er allerede i gang med at rydde stuehuset, men ifølge Brønderslev Kommune sker det for den nye ejers egen risiko.
- Vi kan jo se i det materiale, vi har modtaget fra ansøger, at hun gerne vil lave nogle ekstra værelser ude i den eksisterende staldbygning. Det har vi ikke givet nogen formel tilladelse til, siger Benn Erik Grav fra Brønderslev Kommune.
Shitstorm på sociale medier
Uanset om der kommer et bosted for misbrugere i Øster Brønderslev eller ej, har sagen allerede påvirket stemningen i den lille by.
Købmand Jan Jæger gav tilladelse til, at en underskriftindsamling mod projektet måtte foregå i hans butik, men det har siden givet ham øretæver på de sociale medier.
- Jeg er fuldstændig neutral i den her sag. Tilhængerne af bostedet måtte lige så gerne have deres underskriftindsamling til at ligge her, siger han.
- Det har berørt mig dybt, at jeg har fået mange grimme beskeder på Facebook, Messenger og også på sms’er. Jeg bryder mig virkelig ikke om den meget hårde tone og regulære shitstorm, som jeg og også andre er blevet udsat for.
Håb hos naboerne
Ifølge Brønderslev Kommune skal der gennemføres en nabohøring, når bostedets ejer afleverer en ansøgning om byggetilladelse. I et svar til TV2 Nord svarer kommunen desuden:
”I denne sag vil forvaltningen højst sandsynligt vurdere, at sagen skal sendes i nabohøring – uanset hvor få beboere det måtte dreje sig om og uanset om det kræver byggetilladelse eller ej”.
Det svar giver i første omgang naboerne til det eventuelle bosted en smule håb.
- Det er dejligt, at der kommer en nabohøring, og så må vi håbe, at de rigtige beslutninger bliver taget der ud fra, siger Niels Johansen, som bor i nærheden.
- Vi er enige i, at de mennesker også skal have et sted at være, men den empati kunne godt vises et sted, hvor man ikke ødelægger en hel by. Vi frygter at blive stavnsbundne i Øster Brønderslev med sådant et bosted, for så tror jeg ikke det bliver let at sælge et hus her.
Brønderslev Kommune afventer altså nu en ansøgning om byggetilladelse, før Bostedet Sundevej kan godkendes. Alt tyder på, at byrådet i sidste ende kommer til at tage stilling til sagen.
- Når nabohøringen er gennemført, så forventer vi - hvis der kommer indsigelser i forbindelse med partshøringen - at det så skal behandles politisk, siger Benn Erik Grav fra Brønderslev Kommune.