Nordjysk rigmand efterlader 20 millioner kroner til sygehus

Historisk stor donation til Regionshospital Nordjylland skal løfte behandling af hjerneskadepatienter til højeste niveau.

Regionshospital Nordjylland modtager nu en historisk stor donation på 20 millioner kroner fra den private nordjyske fond Melsen Fonden. 

Pengene er øremærket til en række konkrete tiltag og udstyr, som skal løfte regionens neurorehabilitering til højeste niveau. 

quote Det er en fantastisk donation, som jeg på vegne af hele Region Nordjylland vil sige stort tak for

Mads Duedahl (V), regionsrådsformand

Donationen skal samtidig kickstarte et helt nyt forskningscenter inden for strokespecialiseret neuroteknologi, Center for Neuroteknologi og Rehabilitering.

Stroke er hyppig dødsårsag

Hjerneskader og særligt stroke er en af de hyppigste lidelser, der rammer danskerne. 

Ifølge tal fra patientforeningen Hjernesagen rammes hver syvende dansker af stroke i løbet af livet - en tilstand som er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark, og som desuden kan give varige mén i form af lammelse og andre neurologiske senfølger.

I Nordjylland behandles patienter med hjerneskader på Neuroenhed Nord under Regionshospital Nordjylland, og nu kan patienter og pårørende i Nordjylland se frem til endnu bedre behandling. 

quote Vi er meget glade for at kunne være med til at styrke rehabiliteringen af neuropatienter i Region Nordjylland

Anker Laden-Andersen, Melsen Fonden

Penge fra nordjysk rigmand

Den private nordjyske fond Melsen Fonden bevilliger nu en donation på 20 millioner kroner - den største nogensinde til Regionshospital Nordjylland, og den store økonomiske håndsrækning vækker stor glæde i regionen, som ser frem til at styrke behandlingen af hjerneskadepatienter i regionen:

- Det er en fantastisk donation, som jeg på vegne af hele Region Nordjylland vil sige stort tak for. Det giver os nogle helt unikke muligheder for at hæve behandlingsniveauet for neurorehabilitering yderligere. En erhvervet hjerneskade kan have omfattende konsekvenser og ramme både unge og gamle, og derfor glæder jeg mig personligt til at følge projektet, fortæller Mads Duedahl, som er regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Hos Melsen Fonden, der blev stiftet i 2020 af boet efter afdøde Svend Melsen, tidligere ejer af Melsen Tech, er man ligeledes glade for at kunne sætte skub i udviklingen med den økonomiske støtte.

- Vi er meget glade for at kunne være med til at styrke rehabiliteringen af neuropatienter i Region Nordjylland. Med donationen har vi en unik mulighed for at yde økonomisk støtte til både rehabiliteringsindsatsen og forskning, hvilket er en væsentlig del af fondens fundats. Donationen er samtidig en anerkendelse af det store engagement og den velpræsenterede ambition, som vi allerede fra første indledende møde har oplevet på tæt hold, fortæller Anker Laden-Andersen, som er bestyrelsesformand i Melsen Fonden.

Fordeling af donation

• Rehabiliteringsteknologi, 5,6 mio. kr.

• Teknologiske hjælpemidler, 500.000 kr.

• Døgnrytmebelysning, 1,95 mio. kr.

• Ressourcer, 2,56 mio. kr.

• Forskningsudstyr til Brønderslev, 2,3 mio. kr.

• Stipendiat Brønderslev - ”Melsen Stipendiat”, 2,75 mio. kr.

• Anlæg Brønderslev – ”Melsen-fløjen”, 5,0 mio. kr.

Kickstarter nyt center

Den historisk store donation skal blandt andet kickstarte etableringen af Center for Neuroteknologi og Rehabilitering (CNR), som bliver et helt nyt forskningscenter indenfor hjerneskadespecialiseret neuroteknologi. 

quote Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ser store perspektiver for forskningen i neurorehabilitering i Nordjylland

Ole Kæseler Andersen, Aalborg Universitet

Centeret er en ny ambitiøs satsning i samarbejde mellem Neuroenhed Nord, Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet, der skal løfte forskningsarbejdet i neuroteknologi op i nordeuropæisk klasse til gavn for både patienter, rekruttering af fagfolk og erhvervslivet.

- Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ser store perspektiver for forskningen i neurorehabilitering i Nordjylland. Bevillingen vil styrke det nye forskningscenter, som udspringer af mere end 30 års forskning i neurorehabilitering ved fakultetet. De nye rammer ved Neuroenhed Nord giver fantastiske muligheder for udvikling og afprøvning af nye neuroteknologiske løsninger til at fremme genindlæringen af tabte motoriske funktioner efter et stroke, fortæller Ole Kæseler Andersen, som er prodekan for forskning ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.

Foruden forskningssamarbejde bliver den historisk store donation udmøntet i rehabiliteringsteknologi, teknologiske hjælpemidler, døgnrytmebelysning, støtte til implementering af teknologi og forskningssamarbejde og et nyt anlæg ved Neuroenhed Nord under navnet ”Melsen Fløjen”.


Seneste nyt

fra Nordjylland