Nyt sygehus på vej: - Vi har glædet os i ti år
Der skal bygges et nyt sygehus i Brønderslev – lige ved siden af det nuværende - på 6.000 kvadratmeter til 220 millioner kroner.
Det var en god besked som tirsdag morgen tikkede ind i indbakken hos personalet på neuro-rehabiliteringscentret i Brønderslev.
- Vi er utrolig lettede og glade over endelig at have fået bevillingen. Det har vi glædet os til i mange år – i hvert fald i ti år, siger Bente Jelsbak Grøntved, der er ergoterapeut i Neuroenhed Nord.
Regionsrådet har afsat 220 millioner kroner til et nyt neuro-rehabiliteringscenter i Brønderslev. Det nuværende byggeri er forældet og utidssvarende. Derfor skal der opføres en ny, moderne hospitalsbygning.
Brug for nyt
Sygehuset har lige nu 30 sengepladser – og samme antal kommer i nybyggeriet. Men som noget nyt kommer der et badeværelse til hver stue. I dag deler patienterne toilet og bad.
- Her er god plads inde, og det skal der jo så være på hver sengestue, så der er plads til, at man kan komme rundt om patienten, forklarer ergoterapeut Bente Jelsbak Grøntved.
I det nye byggeri skal der også være et større opholdsrum. Lige nu er der kun plads til nogle af patienterne.
- Der prøver vi at træne nogle af de sociale kompetencer og relationelle, og det er også vigtigt at arbejde med og give mulighed for.
Og samtidig er de nuværende lange og grå sygehusgange ikke sagen for patienterne.
- Det er ikke bygget til, at hjerneskadede patienter selv skal finde rundt. De bliver mere forvirrede med den måde bygningen er udformet på, siger Kristian Bech, der er ledende terapeut, Neuroenhed Nord.
Vi glæder os til 2027. Det kan føles som lang tid, men vi har ventet mange år, så vi ser frem til det endelig lykkes.
Bente Jelsbak Grøntved, ergoterapeut
Efter planen står det nye sygehus færdig i 2027. Og ifølge regionrådsformanden bliver der ingen gentagelse af fejlslagne sygehusbyggerier.
- Historisk set har regionen været rigtig gode til at holde budgettet. Et supersygehus er noget i sin egen liga og kan ikke sammenlignes, så jeg er fortrøstningsfuld over for, at vi holder budgettet og kommer nordjyderne til gavn indenfor nærmeste fremtid, lyder det fra Mads Duedahl (V).
Se indslaget fra Brønderslev her: