Omstridt træpillefirma sigtet for bedrageri

Sagen om det omstridte træpillefirma, Pinderup Træpiller, har nu taget en ny drejning.

Det omstridte træpillefirma, Pinderup Træpiller, som ville producere i Agersted, er blevet sigtet for databedrageri. I den forbindelse har politiet beslaglagt indestående hos de to personer bag firmaet, og det der var på virksomhedens betalingsplatform. 

Samtidig har Nordjyllands Politi fået flere anmeldelser om trusler, som er henvendt personkredsen bag træpillefirmaet. 

Folk er nemlig rasende over, at de ikke kan få betalingen tilbage fra deres annullerede bestillinger på træpiller. 

- Dette er selvsagt slet ikke muligt, da vi har beslaglagt pengene i forbindelse med vores efterforskningsarbejde, fastslår Jan Brun Sørensen, politikommissær ved Nordjyllands Politi. 

HISTORIK

Tidligere på måneden kom det frem, at Pinderup Træpiller ikke kunne få lov at producere i Agersted, fordi udlejeren trak sig. 

Dengang sagde Anders Pinderup, ejeren af virksomheden, at han var i dialog med kommunen om at finde en ny lokalitet. 

Det er desuden kommet frem, at virksomheden ikke har godkendelse til at producere træpiller, og derfor er der sået tvivl om, hvorvidt firmaet overhovedet kan levere træpiller til de mange familier, der har forudbestilt det. 

Derfor blev alle ordrer annulleret tirsdag den 20. september. 

Brønderslev Kommunes borgmester kunne samme dag fortælle, at virksomheden endnu ikke havde sendt en ansøgning om at blive godkendt til at producere træpiller. 

Trusler kan være en overtrædelse af straffeloven, og derfor kan personerne bag straffes.

Politiet arbejder videre med sagen 

Da Nordjyllands Politi er ved at efterforske sagen om databedrageri, kan de ikke udtale sig i detaljer om sagens videre forløb. 

- Jeg kan kun i relation til sagen sige, at der fortsat pågår en efterforskning, som har til formål at fastlægge, om der er grundlag for at opretholde sigtelserne for databedrageri, siger Jan Brun Sørensen. 

Politiets arbejde med sagen om databedrageri fortsætter til sagen er fuldt belyst.

Pinderup Træpiller tiltrak masser af opmærksomhed, da virksomheden tidligere i september offentliggjorde, at de ville sælge træpiller til 3500 kroner per ton, svarende til halvdelen af markedsprisen.

Produktionen skulle foregå i Agersted, men det har siden vist sig, at firmaet ikke havde de nødvendige tilladelser til at kunne starte produktionen af træpiller op.

Herunder kan du se det indslag, TV2 Nord lavede med Pinderup Træpiller, da virksomheden proklamerede, at de kunne producere massevis af billige træpiller til de pressede forbrugere: 



Seneste nyt

fra Nordjylland