Corona-situationen sætter naturligvis også sit præg på årets julegudstjenester rundt omkring i landet - og i Hjallerup rykker man årets julegudstjenester uden for i den fri natur.
- Det er det største kirkerum, vi har – og det bliver helt sikkert koldt, men det bliver også godt, siger sognepræst i Hjallerup Sogn, Marie Kirketerp.
Helt præcist bliver det i parken bagved Kulturhuset i Hjallerup, at folk kan bænke sig med medbragte tæpper - og på scenen står præst, musikere og øvrige deltagere i julegudstjenesterne.
Det er de særlige corona-restriktioner, der gør, at kirken blev nødt til at tænke kreativt i forhold til, hvordan man kunne holde julegudstjeneste for så mange som muligt og samtidig overholde blandt andet afstandskrav.
- Juleaften plejer at være den aften, hvor folk sidder nærmest på skødet af hinanden inde i kirken. Og det er jo helt umuligt i år at holde det antal gudstjenester inde i kirken for at folk kan være der, siger sognepræst i Hjallerup Sogn, Marie Kirketerp og tilføjer:
- Jeg glæder mig faktisk. Og jeg er sikker på, der bliver julestemning - og det bare at se hinanden, det i sig selv være rigtigt stemningsfuldt.
Der er to julegudstjenester den 24. december uden for i parken i Hjallerup; den første er klokken 11.00, og det er en børnejulegudstjeneste; og den næste er klokken 15, som er mere målrettet de voksne.