Bag kameraet hos TV2 Nord: Smilet hos treårige Palle siger alt
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord
Bag kameraet sker der ofte noget særligt; små øjeblikke, der kan være med til at gøre en forskel.
Det blev tydeligt, da journalist Laura Winther Møller og fotograf Thomas Nørgaard Hansen besøgte Ida Lyngvig Nielsen og hendes søn Palle.
Treårige Palle er svært udviklingshæmmet og har en diagnose, som kun tre i Danmark er registreret med. Ida Lyngvig Nielsen kæmper en hård kamp mod Brønderslev Kommune for at få de nødvendige hjælpemidler, og netop denne kamp var TV2 Nord mødt op for at dække.
Palles nysgerrighed blev hurtigt fanget af kameraet under optagelserne. Flere gange pegede han begejstret på det store kamera og sagde smilende 'Kamera'.
Thomas Nørgaard Hansen tog sig god tid til at imødekomme Palles interesse og lod ham udforske og lege med kameraet.
- Det betyder meget for mig at skabe tryghed og gode oplevelser, især når vi besøger familier med små børn. Når børn viser interesse, gør vi gerne plads til deres nysgerrighed. Det er en del af vores måde at skabe en tryg og positiv oplevelse på, siger fotograf Thomas Nørgaard Hansen.
NYT OM TV2 NORD
TV2 Nord ønsker at styrke dialogen med nordjyderne, øge forståelsen for den journalistik, som mediehuset laver, og gennem det synliggøre, hvordan TV2 Nord kan gøre en forskel for nordjyderne og for Nordjylland.
Derfor bringer TV2 Nord af og til nyheder fra egen verden. Det vil fremgå tydeligt af omtalen, når der er tale om, at TV2 Nord bringer nyheder om TV2 Nord.
TV2 Nord lægger vægt på den menneskelige kontakt – både foran og bag kameraet. Dette er ikke blot et spørgsmål om at dokumentere en historie, men om at skabe en forbindelse, der sikrer, at kilderne føler sig trygge og set. Især når der er tale om følsomme emner, som Ida Lyngvig Nielsens kamp for sin søn.
- Det kan godt virke skræmmende at få besøg af en fotograf, en journalist og et kæmpestort kamera. Derfor er det helt afgørende for, hvor nærværende en historie bliver, om man er afsted med en fotograf som Thomas, der tager sig tid til at lære kilderne at kende og gøre dem trygge ved situationen. Det bliver bare meget lettere at mærke kilderne hjemme i stuerne, udtaler journalist Laura Winther Møller afslutningsvist.