Stor ros til naboer i Dorf: - Uden deres hjælp var rækkehuset gået op i flammer
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands beredskab rykkede tidligt i morges ud til et brændende hus i Dorf.
Snarrådige naboer gjorde slukningsarbejdet nemt for brandfolkene fra Nordjyllands Beredskab. Ilden var under kontrol på mindre end en time.
Tidligt fredag morgen ved 4.30-tiden blev Nordjyllands Beredskab kaldt ud til en brand i et rækkehus på Kvisselholtvej i Dorf nord for Dronninglund.
Der mødte brandfolkene fra stationen i Dronninglund dog et mindre slukningsarbejde, fordi de lokale allerede havde hjulpet til.
- En nabo, der er på vej på arbejde, opdager, at der er ild i huset. Han forsøger at vække beboerne, men det lykkes først, da der kommer flere naboer til. Alle begynder herefter at slukke ilden med en haveslange, og det gør de så godt, at der er meget lidt tilbage til os, da vi kommer frem, fortæller indsatsleder Bo Iversen.
Han roser gerne de snarrådige naboer:
- Det er kanon godt gået og virkelig prima naboskab, at man hjælper hinanden så meget. Det var et spørgsmål om minutter, for havde de ikke reageret så hurtigt, havde huset ikke stået der nu, siger han.
Husets beboere formåede selv at komme ud, efter de var blevet vækket af de snarrådige naboer. Husets ene beboer blev indlagt til observation for røgskader, efter han selv havde forsøgt at slukke branden via loftet med en pulverslukker.
Lys var skyld i branden
Årsagen til branden skyldes formentlig tændte stearinlys, oplyser indsatslederen.
- Der var tændte stearinlys på et bord udenfor, og de fik antændt hele bordet, hvorefter ilden spredte sig til husets træbeklædning, siger Bo Isaksen.
Huset fik sodskader, mens udhænget og en mindre del af tagkonstruktionen blev beskadiget.
Nordjyllands Beredskab hjalp efterfølgende til med at slukke den sidste ild og lufte huset godt igennem for at forebygge røgskader.
St. Dronninglund er kaldt til bygnings brand villa rækkehus på Kvisselholtvej i Dorf
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) July 9, 2021