Testenheder på vej til Dronninglund
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Arkiv
Region Nordjylland sender to mobile testenheder til Dronninglund, som har oplevet en stor stigning i antallet af smittede med covid-19.
Brønderslev Kommune kravlede tirsdag op på tredjepladsen over danske kommuner med flest coronasmittede per 100.000 indbyggere. Ifølge tal fra Statens Serum Institut er incidenstallet, altså hvor mange, der er smittede per 100.000 indbyggere, nu oppe på 138.
Det får nu Region Nordjylland til at sende to mobile testenheder til Dronninglund. Det er sandsynligvis her, den største årsag til stigningen i Brønderslev Kommune skal findes.
- Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at smitteudbruddet er sket ved ”open by night”, der blev holdt i byen den 4. september. Derfor har borgmesteren i Brønderslev Kommune anmodet regionen om at stille testkapacitet til rådighed, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Den anmodning bliver nu imødekommet. Fra på torsdag vil de to testenheder stå klar ved Dronninglundhallen, hvor borgere kan blive testet frem til på søndag i tidsrummet fra klokken 9 til 17.
- Vi forventer, at vi med denne smitteopsporing kan få styr på smitteudbruddet, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Hun understreger, at det er altafgørende, at vi i det hele taget husker at holde afstand, da adfærd ændrer på smittetrykket.
Der kræves ingen tidsbestilling til de to testenheder.