Travlhed på genbrugsstation - bugner med juletræer og gavepapir

For mange byder dagene mellem jul og nytår på afslapning og fri fra arbejde. Men der findes også arbejdspladser, hvor der er ekstra travlt i juledagene.

Målrettet og med et smil på læben patruljerer Heine Olsen mellem de store containere på Brønderslev Øst Genbrugsplads. Han sikrer sig, at affaldet bliver sorteret efter forskrifterne, og det sker heller ikke sjældent, at han bliver spurgt om vejledning af de besøgende. 

Juledagene på genbrugspladsen er travle, og at dømme ud fra antallet af besøgende og alt det pap og gavepapir, de medbringer, så har nordjyderne ikke været fedtede med julegaverne i år.

- Det ligner meget det billede, vi har set de andre år. Julen er ikke så konjunkturbestemt, hvad angår affald i hvert fald, siger Heine Olsen, der er sorteringsmedarbejder på genbrugspladsen. 

Ny procedure

Travlheden på genbrugsstationen er på samme niveau som sidste år med 3-400 biler om dagen. 

Alligevel har Heine Olsen fået lidt ekstra at se til i år. På alle AVV's genbrugsstationer er der nemlig indført en ny procedure, og det kan godt skabe lidt ekstra arbejde for sorteringsmedarbejderne.

- I år skal gavepapir sorteres som papir, hvor det tidligere skulle i restaffald, og det er der flere, vi lige skal hjælpe med. Det er jo ikke alle, der lige har set, at vi gør det anderledes i år, siger Heine Olsen med overbærende stemmeføring. 

Han oplever i stigende grad, at genbrugspladsens brugere er yderst interesserede i at sortere korrekt, og han er også sikker på, at de nye regler hurtigt vil blive accepteret og fulgt.

- Der sker jo rigtig meget udvikling inden for det vi arbejder med, og derfor kan jeg heller ikke love, at der i fremtiden ikke bliver ændret på nogle sorteringsprocedurer. Men jeg kan love, at der altid er en rigtig god årsag til det, slutter Heine Olsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland