Ungdommen tager over - Vi kæmper for bedre vilkår
Jeg synes, det er lidt angstprovokerende, fordi jeg ved, at der er mange, der har gjort det før mig, fortæller Thea Henningsen om at skulle holde sin første tale til 1. maj.
I dag er en historisk dag. Det er 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag, og en der havde nerverne helt uden på tøjet var den 28-årige murerelev Thea Henningsen fra 3F Ungdom, som i dag skulle holde sin første tale nogensinde til 1. maj arrangementet hos FH i Brønderslev.
For arbejdernes internationale kampdag er ikke kun for dem, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, men også de unge.
- Det er min første tale til 1. maj, fortæller Thea Henningsen, der også er næstforkvinde i 3F Ungdom, og fortsætter:
- Jeg synes, det er lidt angstprovokerende, fordi jeg ved, at der er mange, der har gjort det før mig. De måske har lidt mere følelse i det .Ikke at jeg ikke har nogen følelse i det, men jeg synes bare, at jeg stadig er meget ung til at kunne engagere mig.
Se hele indslaget herunder:
Kvindekamp, klassekamp og arbejdstid
Hun synes også, at der godt kunne være flere unge til arrangementet i Brønderslev.
- Jeg tror, at der er mange unge, der tager det lidt som en fridag, hvor vi ikke behøver at gøre så meget andet end at holde en fridag, fortæller Thea Henningsen.
Men når hun som meget ung går på scenen, så er det også, fordi hun har noget på hjerte.
- Jeg skal tale om kvindekamp, klassekamp og arbejdstid. Jeg synes, der er rigtig meget at kæmpe for endnu. Jeg synes, at vores arbejdstid skal være mindre, vi skal have mere tid til alt det, vi godt kan lide at lave, udover at gå på arbejde, fortæller hun.
Hun plejer selv at være med som tilskuer til arrangementerne - men denne gang som taler i Brønderslev og efter det i Frederikshavn.
- Jeg ved godt, at man nogle gange skal vælge sit publikum. Men lige i dag, der synes jeg faktisk, at jeg var lidt ligeglad. Nu skal de bare høre det, jeg har at sige. Og så håber jeg, at de er enige.