Vejsaltet virker ikke - der er for koldt
Årets koldeste morgen giver problemer med det, der skal hjælpe på kolde morgener. Forvirret? Forstå det hér.
I Nordjylland var der i morges to cifrede minusgrader de fleste steder. Kombineret med de store mængder af sne, der faldt tirsdag, gav det glatte veje mange steder.
Der har da også været en hel del uheld i det nordjyske her til morgen.
Men det er ikke fordi, der ikke er blevet saltet.
- Vi startede ved tre tiden i morges med at salte både større og mindre veje. Det fortsætter vi med nogle timer, inden vi er færdige med det, fortæller Rasmus Thorgaard, der er afdelingsleder ved Vej og Park i Brønderslev Kommune.
- Salt har en rigtig god virkning indtil minus otte grader, men efter det mister det virkningen. Men salten ligger jo så klar derude, til når temperaturen begynder at stige, så er den klar til det, forklarer han.
Så det er ikke spildt arbejde?
- Salten virker lidt, det virker bare ikke så hurtigt, som hvis temperaturen er højere.