12 millioner smidt i Jyske Aas: Vi kan ikke tiltrække turister
Foto: Torben Lykke Larsen
Et storstilet turistprojekt til 12 millioner kroner har stort set kun formået at trække lokale til Jyske Ås.
Et storstilet turistprojekt i Jyske Ås i Østvendsyssel er i krise. Selvom der blev brugt 12 millioner kroner på projektet, bliver gæsterne væk.
Jyske Ås skulle være trækplaster for turister fra nær og fjern, men kun lokale og folk bosat i regionen kender til højdedraget i Østvendsyssel.
Det er på trods af, at der er smidt mere end 12 millioner kroner i Jyske Ås området, i håb om at lave det 400 kvadratkilometer naturområde om til en turistmagnet og dermed skabe mere turistaktivitet i Brønderslev Kommune.
Den erfaring vi har, er, at hvis kommunen ikke engagerer sig noget mere, kan den slags projekter som Jyske Ås ikke realiseres.
Formand, Foreningen Jyske Ås, Peter Hvid Jensen
Det er Hans Jørgen Melvej der startede naturprojektet tilbage i 2006. Med støtte fra Real Dania, Region Nordjylland, Brønderslev Kommune og EU-midler fra Den Grønne Ordning, fik han samlet 12 millioner kroner sammen.
De er blevet brugt på at åbne de tre stjernepladser i Jyske Ås. De tre pladser indeholder det store anlæg med ’Porten til jyske Ås’ og ’Sneglen’ ved Landvadhøj, Kulturcaféen på Dronninglund Hovedgård og Lunken Naturskole.
I 2015 overtog frivillige 'Foreningen Jyske Ås', projektet. Siden da er kulturcaféen lukket, arrangementerne er løbet ud i sandet og flere af hovedpunkterne på ruten, står uberørt hen.
Formanden for Foreningen Jyske Ås erkender, at de ikke har kunne løfte opgaven.
- Vi har måtte konstatere, at den arv vi overtog fra styregruppen, den kunne vi ikke honorere, siger formand for Foreningen Jyske Ås, Peter Hvid Jensen.
Idémanden bag projektet, Hans Jørgen Melvej, ærgrer sig også over, at projektet ikke har formået at trække folk uden for Nordjylland til.
- Det er træls. Jeg tror, at det der er gået galt, er, at vi ikke har fået det rigtigt markedsført. Der mangler en professionel til at lede det hele, siger Hans Jørgen Melvej.
Planen var, at projektet skulle måle sig med national parken Thy og Rebild Bakker. Her har kommunerne ansat en professionel til at stå for markedsføringen, men i Jyske Ås har de ikke set meget til Brønderslev kommune
- Det har vi klandret dem for, og vi har bedt dem om at bakke op om det, siger Hans Jørgen Melvej.
Formanden for Foreningen Jyske Ås, er enig.
- Den erfaring vi har, er, at hvis kommunen ikke engagerer sig noget mere, kan den slags projekter som Jyske Ås ikke realiseres, siger Peter Hvid Jensen.
Brønderslev kommune tager ikke kritikken til sig. Borgmesteren mener, at Jyske Ås skal bruges på en hel anden måde.
- Jeg tror, vi skal lave aktiviteter, markedsdage, og koncerter i hullet i jorden i Jyske Ås-projektet, så der faktuelt sker noget. Jeg tror, det er svært at få folk til at gå en tur i Jyske Ås, hvis ikke der er en tiltrækning med events, siger borgmesteren.
Selvom Foreningen Jyske Ås ikke skal regne med at få den støtte fra kommunen, de ønsker, er de stadig optimistiske overfor det store turistprojekt.
- Jeg tror, fremtiden for Jyske Ås er god. Der er massevis af oplevelsesmuligheder, siger formanden Peter Hvid Jensen.
Hos idémanden er lyden dog lidt anderledes.
- Jeg håber, at politikerne kommer til fornuft og siger jamen når vores naboer kan, ´så kan vi også´, siger Hans Jørgen Melvej.