17 millioner: Gadebelysning i Brønderslev optimeres

Brønderslev Kommune vil i løbet af 2020 og 2021 bruge 17,3 millioner kroner på at energioptimere gadebelysningen.

I dag er halvdelen af Brønderslev Kommunes gadebelysning med LED-armaturer. Nu er turen kommet til den sidste halvdel af gadelamperne, nemlig de sidste 4.566 styks.

De skal skiftes fra kviksølvpærer eller lysstofrør til at være LED, og det kommer til at foregå henover 2020 og 2021, og prisen er på 17,3 millioner kroner.

I samme omgang skal lidt over 200 af gadelamperne have udskiftet masten fra træ til stål, fordi der mangler jordforbindelse i træmasterne. Desuden er det nødvendigt at installere sikringsindsatser på lygterne, fordi LED-armaturer er følsomme overfor lyn.

Når energioptimeringen er gennemført, reduceres budgettet til vejbelysning med 750.000 kroner om året. Resten af den energibesparelse som LED-belysningen skaber - svarende til cirka 950.000 kroner, skal bruges fremadrettet til opgradering af gadebelysningen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland