Blev overfaldet på jobbet: Nu får Signe en hjælpende hånd
Signe Breum Flyvholm har opsøgt hjælp hos All2Gether.
Foreninger skal være mere rummelige og give plads til personer, der ikke har råd, siger ildsjæl fra Aså.
Danmark er foreningsland nummer et, men foreningerne er ikke gode nok til at rumme personer med funktionsnedsættelse, der er i klemme økonomisk. Det mener ildsjælen Johhnny Sort Jensen fra Aså.
Han har tidligere hjulpet folk, der sidder fast i systemet i den socialøkonomiske virksomhed Ud af Labyrinten. Nu har han har stiftet All2Gether, der skal bringe foreningernes store, men uudnyttede potentiale i spil, så personer som Signe Breum Flyvholm fra Dronninglund kan få hjælp.
Johnnys tilbud til hende kom som sendt fra himlen.
- Jeg havde svært ved at tro på det. Og da det gik op for mig, at det var rigtigt, blev jeg simpelt hen så glad. Det er bare så fedt, siger hun.
Før 24. juli 2012 havde Signe et godt job som socialpædagog. Hun havde styr på økonomien og levede et aktivt liv. Men den sommerdag for snart seks år siden blev hun revet rundt ved håret af en klient på sit job. Hun slog kæben, og hun fik et voldsomt piskesmæld med forskubbede nakkehvirvler, der giver hende kroniske smerter og træthed. Kraften i venstre side mangler. Hun er i sit femte kommunale ressourceforløb men føler kun, at det tapper hende for energi.
- Jeg har samtidig mistet kontakten med omverdenen lidt. Jeg trænger til at komme ud og lave noget, der styrker mig, og møde positive mennesker, siger Signe.
Økonomien ligger af flere grunde i ruiner. Signe og hendes mand er under gældssanering. De få penge, der er, går til tre børn og en nødvendig bil. Der er ikke økonomisk overskud til at prioritere sport eller andre fritidsinteresser.
Forleden blev hun så meldt ind i foreningen bag motionscentret i Dronninglund. Det første år koster hende ikke en krone. Centeret giver den ene halvdel af årsmedlemsskabet på 2400 kroner. For at hjælpe Signe og for at få et nyt medlem.
- Vi håber selvfølgelig, at hun bliver hos os og bliver et fuldt betalende medlem, når det første år er gået. Det her er jo også en forretning, siger centerleder Henrik Pedersen.
Johnny Sort Jensen betaler den anden halvdel af kontingentet af egen lomme - for at skyde sit projekt All2gether i gang og få fokus på de store muligheder, der ligger gemt i de mange etablerede foreninger.
- Det at miste den sociale identitet, er nok det, der gør allermest ondt. Så kan man bevare den ved at tilbyde et kontingent, så må vi gøre det, siger Johnny Sort Jensen.
Han arbejder på at starte et pilotprojekt i en eller to kommuner, og så skal han ud og sælge sin idé til alverdens foreninger og til arbejdsgivere, fonde og politikere og hvem, der ellers kan se fornuften i at hjælpe folk i nød med et forholdsvis beskedent beløb.
- Signe er nummer et. Men vi kan brede det her ud, det er jeg 100 procent sikker på. Det er en enkel idé, og vi kan jo alle havne i samme situation som Signe, siger Johnny Sort Jensen.
Han lever selv med kroniske smerter fra nakken efter en fejloperation, der ellers skulle hjælpe ham af med fantomsmerter fra den højre arm, der blev kørt over af et tog. Det var netop idrætten og livet i de lokale foreninger, der hjalp ham i gang igen.
Ifølge Johnny Sort Jensen er der meget mere at komme efter i foreningerne. Forskere fra Syddansk Universitet har undersøgt, hvor højt sportsforeninger og klubber i Danmark prioriterer at hjælpe folk med blandt andet funktionsnedsættelser og lav indkomst. Og Danmark havner på en sidsteplads i sammenligning med 10 andre europæiske lande.
- Det må vi kunne gøre meget bedre, slutter Johnny Sort.
Her kan du læse rapporten fra SDU om danske foreningers indsats for folk med lav indkomst og funktionsnedsættelse - set i forhold til 10 andre europæiske lande. Se blandt andet grafikken side 79.
Øverst i artiklen kan du se en video, hvor Signe bliver medlem af motionscentret i Dronninglund.