Brønderslev-borgmester: Vi er glade og taknemmelige
Webclip på tv2nord.dk
Brønderslev bliver begunstiget med 37 statslige arbejdspladser, når dele af Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering flytter ud.
Mens Hjørring og Aalborg med henholdsvis 257 og 219 statslige arbejdspladser ligner de helt store nordjyske vindere i udflytningskabalen, er Brønderslev tildelt 37 statslige arbejdspladser. Det sker når dele af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering flytter til kommunen. Selv om det ikke lyder af meget, betyder det meget for borgmester Mikael Klitgaard.
- Det er vi rigtig glade for. Det er jo sådan at den her regering har sagt, at de vil flytte ud, og det er rigtig dejligt, at de flytter ud til både større og mindre byer ude i - skal vi kalde det provinsen - og vi er glade og taknemmelige for, at der også er faldet lidt af til os, siger Mikael Klitgaard (Venstre).
Han mener, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering passer fint til Brønderslev.
- Jeg kunne jo have tænkt mig Naturstyrelsen, for det har vi rigtig meget forstand på. Men vi har også rigtig meget forstand på arbejdsmarkedet og vi har et jobcenter, der har fået ros af vores virksomheder, fordi de er gode til at skabe kontakter. Vi vil fra kommunens side hjælpe den her styrelse med at være tæt på de virksomheder, det drejer sig om, og de ledige, det drejer sig om, siger Mikael Klitgaard.
Det var partifællen, skatteminister Karsten Lauritzen, der i dag var med til at præsentere planen for udflytning. Han glæder sig også over at have været med til at flytte statslige arbejdspladser ud i det nordjyske.
- Der har ikke været meget at være glad for i Skat den seneste tid, men jeg er en glad skatteminister i dag fordi jeg kan være med til at fortælle nordjyderne, at over 500 arbejdspladser flytter til vores landsdel og til en række forskellige byer. Også til nogle af de byer, hvor væksten i særlig er udfordret. Blandt andet Thisted, hvor vi lægger en hel del af de arbejdspladser, som Skat kommer med, siger Karsten Lauritzen (Venstre).
Øverst i artiklen kan du se interview med både Karsten Lauritzen og Mikael Klitgaard