Brønderslev Forsyning mister tilskud: Millionregning kan ende hos forbrugerne
Solvarmeanlægget i Brønderslev er en del af det nye kraftvarmeværk, der skal sikre billig fjernvarme og grøn energi.
Brønderslev Forsyning er til efteråret klart med et nyt, bæredygtigt kraftvarmeværk. Men en særlig støtteordning er bortfaldet, og det kan koste varmekunderne millioner.
Et stort solvarmeanlæg står allerede klar i Brønderslev, og til efteråret kan resten af byens nye kraftvarmeanlæg også tages i brug. Teknologien bag anlægget betyder, at en kombination af solens stråler og afbrænding af flis kan lave bæredygtig fjernsvarme og grøn elektricitet. Og i sidste ende er planen, at varmekunderne i Brønderslev skal have færre penge op af lommen.
Men nu har kompliceret lovstof sat en midlertidig stopper for planerne om lavere varmeregninger. Når det kommende anlæg producerer grøn strøm, havde Brønderslev Forsyning nemlig en forventning om at kunne sælge det til en særlig fordelagtig pris gennem en statslig støtteordning. Der var givet forhåndstilsagn fra Energistyrelsen og Energinet, og to andre danske kraftvarmeværker i Hillerød og Marstal er allerede med på samme ordning. Men nu er ordningen pludselig fundet i strid med EU-lovgivning og er bortfaldet per. 1. januar.
Det betyder, at Brønderslev Forsyning kun vil kunne sælge strømmen til spotprisen på omkring 20 øre per kWh i stedet for de knap 80 øre, de ville få under tilskudsordningen. På et år løber det op i 10 millioner kroner.
- Det er jo en regning, der skal betales, og da vi er et hvile-i-sig-selv-selskab uden formue, er der kun et sted at sende regningen hen, og det er til forbrugerne, som altså kommer til at skulle betale 10 millioner kroner mere end de ellers skulle, siger direktør i Brønderslev Forsyning, Thorkil B. Neergaard.
Han har dog ikke opgivet håbet endnu. Der findes masser af tilskudsordninger, og sammen med forsyningsselskaberne i Marstal og Hillerød har Thorkil B. Neergaard kastet sig ind i kampen for at komme ind under en anden ordning. Men det er en tung proces.
- Vi støder hele tiden på nogle tekniske udfordringer, som vi skal forholde os til og dokumentere, og det er meget svært. Af og til er vi ved at give op, for det er meget besværligt, siger Thorkil B. Neergaard.
Brønderslev Kommunes borgmester, Mikael Klitgaard (Venstre), har også kastet sig ind i kampen og har blandt andet kontakten partifællen, Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, for at finde en løsning på problematikken. Onsdag kom der et svar fra ministeren, som skriver, at han på grund af armslængdeprincippet ikke har mulighed for direkte at påvirke Energinets afgørelse i sagen, men at han vil skubbe på for at fortsætte en konstruktiv dialog mellem de tre ramte forsyningsselskaber og Energinet.
Brønderslev Forsyning havde nok investeret andeledes, hvis de havde anet, at støtteordingen pludselig ville blive revet væk. Nu kan ikke ikke gøre så meget andet end at kæmpe for nye støttemuligheder.
- Nu kan vi bare håbe, at staten vil hjælpe os helt i mål, siger Thorkil B. Neergaard.