De nordjyske kommuner takker veteranerne

I går, tirsdag, blev Danmarks tidligere udsendte hyldet i det meste af Nordjylland til den årlige flagdag.

I går, tirsdag, blev den traditionsrige flagdag markeret; en dag til ære for Danmarks udsendte veteraner. Det blev fejret flere steder i Nordjylland, blandt andet i Aalborg og Brønderslev. 

I Aalborg blev veteranerne hyldet i midtbyen, hvor de gik march og var til gudstjeneste. Senere blev dagen også markeret i Rhododendronparken i Brønderslev med musik med mere til ære for de tidligere udsendte.

- Det er jo stort. Jeg glæder mig hvert år og bliver ved, så længe jeg kan holde til det, siger veteranen Svend Erik Jørgensen.

I Rhododendronparken blev dagen også markeret med taler - blandt andet fra borgmester Mikael Klitgaard (V). 

- Det er en god tradition, vi har startet. Vi siger tak til rigtig mange, der laver noget unikt i vores kommune. Og der må vi huske også at sige tak til vores veteraner. De holder freden og gør en indsats, siger Mikael Klitgaard

- Det er stort, at der er nogen, der gør en indsats for, at vi kan have et godt samfund i Danmark, og det skal vi sætte pris på. Nogen har ar på sjælen, når de kommer hjem, så vi skal have respekt for dem, og det har jeg, så jeg takker rigtig meget vores veteraner, fortsætter han.

Flagdagen blev også markeret i flere af de andre nordjyske kommuner blandt andet på Mors, hvor borgmesteren i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), fik overrakt en fortjenstmedajle for at have sikret åbningen af en café for veteraner. 


Seneste nyt

fra Nordjylland