Den nordjyske industri mangler kvalificerede hænder
Foto: Anders Hestbek
Manglen på arbejdskraft er stigende i hele landet, men særligt den nordjyske industri mangler kvalificerede hænder, og derfor må flere virksomheder lægge en dæmper på produktionen.
Det nordjyske arbejdsmarked buldrer derudaf, og seneste tal viser stigning i beskæftigelsen og fald i ledigheden. Men hos nogle virksomheder er man midt i jobfesten nødt til at trække i håndbremsen.
En af de virksomheder er metalvirksomheden Hosta Industries.
- Vi har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, og det gør, at vi reelt ikke kan køre så mange ordre igennem, som vi gerne vil, siger HR Manager ved Hosta Industries Anja Klitgaard-Hermansen
Virksomheden i Hjallerup er ikke den eneste med det problem. En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at hver femte nordjyske industrivirksomhed må lægge en dæmper på produktionen på grund af mangel på arbejdskraft. Til stor frustration for formanden for Dansk Industris afdeling i Vendsyssel.
- Det er jo selvfølgelig ærgerligt, at når der er et opsving, at vi så ikke er i stand til at gribe det fuldt ud og få den vækst som vi kunne have, hvis vi havde den arbejdskraft der var behov for, siger Richard Fynbo.
Manglen på arbejdskraft har for Hjallerup-virksomheden betydet, at de ikke kan leve op til deres egne vækstmål.
- I det regnskabsår, som vi har nu, har vi en ambition om at vækste med cirka 10 procent, vi skal stige i vores omsætning, og lige nu er vi faktisk bagud i forhold til det, siger Anja Klitgaard-Hermansen.
For at kunne klare ordrebeholdningen har Hosta Industries måttet investere i nye og dyre automatiserede maskiner.
- Vi har blandt andet købt en ny pladelaserskærer, som er automatiseret i allerhøjeste grad, og det har vi gjort tidligere end forventet, fordi det kan være med til at skabe noget mere kapacitet for os, siger Anja Klitgaard-Hermansen.
Hos Det Regionale Arbejdsmarkedsråd har man projekter kørende, der skal opkvalificere dem, der er i arbejde, og også dem der er ledige, så de ledige stillinger kan blive besatte.
Men det kan være svært at vente på, for hos virksomheden i Hjallerup ønsker man at smede, mens jernet er varmt.
- Vi er ordreproducerende, så det er svært at forudsige, hvor meget der kommer ind. Og kunderne vil gerne have det hurtigst muligt, og vi vil også gerne kunne levere så hurtigt som muligt. Men det kræver altså noget kapacitet, siger Anja Klitgaard-Hermansen.
Ifølge analysen fra Dansk Arbejdsgiverforening er Nordjylland den region, hvor industrien oplever den største mangel på arbejdskraft.