Få unge kender deres borgmester
De nordjyske unge kender udmærket godt til det amerikanske valg, og de er nogenlunde velbevandrede i landspolitik. Til gengæld kniber det gevaldigt, når det kommer til lokalpolitik, hvor det er de færreste, der ved, hvem der er borgmester i egen kommune.
Den nordjyske ungdom synes, lokalpolitik er kedelig og uvedkommende.
De nordjyske unge kender udmærket godt til det amerikanske valg, og de er nogenlunde velbevandrede i landspolitik. Til gengæld kniber det gevaldigt, når det kommer til lokalpolitik, hvor det er de færreste, der ved, hvem der er borgmester i egen kommune.
I en samfundsfagstime på Dronninglund Gymnasium er de unge studerende udmærket klar over, hvem Donald Trump og Hillary Clinton er. De ved også godt, hvem Lars Løkke Rasmussen er, og de fleste ved også godt, hvem Mette Frederiksen er.
Straks sværere bliver det for de unge mennesker, når de pludselig skal placere eksempelvis Ulla Astman eller deres egen borgmester Mikael Klitgaard, som det – i en tilfældig gymnasieklasse i kommunen – kun var en god håndfuld ud af 26, der kunne genkende.
- Vi føler ikke, at det har så stor indflydelse på os, som landspolitik har, siger Nikolaj Himmelstrup.
- Ikke for at sige det hårdt, så kan det godt lyde lidt kedeligt, men det kan være, at det er noget helt andet, når man får det prøvet, siger klassekammeraten Sara Kuchi.
Den manglende interesse kan betyde, at fremtidens byråd ikke vil præsentere den brede befolkning, mener Johannes Andersen.
- Jeg tror såmænd nok på, at der skal komme enkelte unge, men det bliver en snævrere og snævrere rekruttering af mere og mere snæversynede unge, som på mange måder slet ikke er typiske unge, siger han.