Flauenskjolds ’blæksprutte’ modtager fornem hæder

Ildsjæl hædret med ”Gør en Forskel”-pris for at sikre medlemsfremgang i fodboldklub.

Ib Sørensen har siden 2005 ageret frivillig blæksprutte i fodboldklubben Flauenskjold IF, og tirsdag blev han belønnet for sin store arbejdsindsats i klubben, da DBU Jylland Region 1 ved deres årsmøde uddelte ”Gør en Forskel”-prisen. 

Helt konkret har blækspruttearbejdet bestået i alt fra at stabilisere og udvikle samarbejdet med naboklubberne Dybvad og Hørby til at arrangere og koordinere ungdomsholdenes deltagelse ved diverse stævner. Derudover har han også som træner stået i spidsen for en række ungdomshold. 

- Han er en kæmpe inspiration og et forbillede for andre frivillige, lyder det blandt andet i indstillingen fra Flauenskjold IF.

Ifølge DBU har Ib Sørensens arbejde med ungdomsafdelingen også smittet positivt af på seniorafdelingen, der gennem årene har oplevet en langsomt stigende fremgang i medlemstallet, hvilket tilskrives det stærke sociale sammenhold i og omkring klubben. 

Med prisen følger også 4.000 kroner. 


Seneste nyt

fra Nordjylland