Foto: TV2 Nord / Arkiv

Fuld bilist uden kørekort til politiet: - Jeg er også skæv

En rutinekontrol tirsdag aften førte til anholdelse af en 25-årig mand, som var både fuld, skæv og uden kørekort.

Hvad gør man, når man bliver taget med fingrene godt nede i kagedåsen og med krummer i hele krydderen? Man indrømmer selvfølgelig, at man også har taget af en anden kagedåse.

Nogenlunde sådan må tankemønsteret have været for den 25-årige mandlige bilist, der tirsdag aften blev vinket ind til side af en politipatrulje på Saltumvej i Brønderslev.

I hvert fald nøjedes han ikke med at puste alkometernålen op i det røde felt - han indrømmede også over for betjentene, at han havde røget hash dagen forinden og taget kokain tidligere på dagen. Noget, narkometeret da også bekræftede, da den 25-årige prøvede det af. 

Det skriver Nordjyllands Politi i døgnrapporten.

Derudover kunne manden heller ikke fremvise noget kørekort. Ikke fordi han havde glemt det derhjemme, men fordi han aldrig havde fået sig et.

Derfor kunne den 25-årige ikke nøjes med en enkelt sigtelse, men modtog flere af slagsen. Han blev anholdt og taget med på stationen, hvor et par blodprøver skulle bekræfte patruljens målinger.