Historisk kro bliver bosted for unge

Den konkursramte Luneborg Kro får nyt liv med unge mennesker. EKKOfonden vil leje ejendommen og lave et botilbud i de gamle bygninger.

I december 2017 måtte Luneborg Kro erkende, at de ikke længere kunne løbe rundt. Så kort inden jul og nytår meldte ejerne ud, at kroen gik konkurs.

Men nu ser det ud til at kroen får nyt liv.  

- Jeg kan bekræfte, at vi i EKKOfonden ønsker at leje ejendommen på adressen Luneborgvej 310, 9382 Tylstrup, og at vi ønsker at etablere et botilbud, såfremt alle de nødvendige godkendelser gives, skriver direktør i EKKOfonden Thomas Kudahl i en mail til TV2 Nord. 

Ejendommen skal være ramme for et botilbud, som giver den enkelte beboer et hjem med tryghed, en meningsfuld hverdag og et værdigt liv, skriver direktøren, der lægger vægt på at lokalområdet vil få stor betydning for det nye bofælleskab. 

- Vi ser et botilbud som et fællesskab, hvor også gode relationer til omgivelserne i lokalsamfundet har stor betydning for beboernes trivsel, skriver Thomas Kudahl. 

Det er mindre end fire år siden, at kroen fik nyt liv efter en konkurs i 2013. I maj 2014 købte en investorgruppe Luneborg Kro, som efter en gennemgribende renovering og modernisering kunne genåbne i juli 2014 og byde på gourmetmiddage, kroophold og sæsonbestemte temamiddage. 

Det er slut med krovirksomhed i Luneborg. Kroen er solgt, men skal nu bruges som boested for unge.

Seneste nyt

fra Nordjylland