Hjallerup Marked sørger for hestenes trivsel
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Hjallerup Marked, Heste
Igen i år vil Hestens Værn være at finde til Hjallerup Marked for at sikre hestene gode forhold.
Når hestehandlerne traditionen tro triller ind på markedspladsen fredag morgen i starten af juni, vil der igen i år være dyrlæger og hesteorganisationer til at tage imod.
For Hjallerup Marked har hestene historisk set været og er stadig en essentiel del af markedet, og derfor vil Hestens Værn sammen med Dyrenes Beskyttelse være til stede på markedspladsen for at sikre, at hestene har det godt.
Henny Hove, der i mange år er kommet på Hjallerup Marked for at føre tilsyn, tager tjansen igen i 2017.
- Vi går rundt og kontrollerer, at dyreværnsloven overholdes. Hestenes velfærd, og hvordan hestehandlerne håndterer deres dyr, skal være i orden. Det er selvfølgelig politiets opgave at være myndighed, men hvis vi ser noget, tager vi kontakt til dyrlægen på pladsen eller de ansvarlige i markedsudvalget. Det vigtigste er at være åben, beskrive de faktuelle forhold og have en god dialog, mener Henny Hove.
- Både vi og dyrlægerne er enige om, at forholdene på alle landets markeder er forbedret kolossalt igennem årene. For mig er det også vigtigt, at den lokale rideklub (HRV) og Dansk Rideforbund er med i arbejdet på Hjallerup Marked, siger hun.
Henny Hove understreger, at hun altid oplyser, hvor hun kommer fra, når hun går rundt på markedspladserne, og hun er klar til at give input til hestehandlerne, hvis det er relevant. Og selvfølgelig til at tage sig af uregelmæssigheder rundt om ved standene.
- Efterhånden er der nogen, der siger, at heste på et marked er misligholdelse, men for mig er det vigtigt at passe på den her kultur. Folk skal kunne komme på Hjallerup Marked og se på heste og andre dyr, mener Henny Hove.
Hjallerup Marked og Hestens Værn har siden 2011 haft et formelt samarbejde om hestenes forhold på markedspladsen. Hjallerup Marked forventer i år omkring 500 heste på markedspladsen, når markedet løber af stablen fra den 2. til den 5. juni.